Hvad folk de laver samm’n,
det er kun fryd og gamm’n,
ja og amm’n,
tag og kys dem alle fra mig!
Sådan sang Live Weel Poul Henningsens tekst i revyen På halen i 1932 med Bernhard Christensens musik. Og den passer kun alt for godt til den musik, jeg kort vil slå et slag for.
For medens Beatles-fans verden over lige for tiden falder i svime over en ny opdateret udgave af gruppens Anthology, som blandt andet indeholder de allersidste sange, der blevet lavet i gruppens navn – “Free As A Bird”, “Real Love” og “Now and Then” – på en ny fjerde cd, så er jeg faldet i svime over en gammel udgivelse fra 2012 med Paul McCartney. Nemlig videofilmen Live Kisses, hvor Paul McCartney sammen med et udvalg af de ypperligste musikere – f. eks. Diana Krall på piano og John Clayton på opretstående bas – indspiller sangene fra McCartneys album fra samme år Kisses on the Bottom, hvor han fortolker en række såkaldte standards og sine egne forsøg i samme genre. Hvor Macca med andre ord kaster sig over musikken fra sin fars og mors ungdomstid, som prægede den unge Paul i barndomsårene Og man skal være mere end tonedøv for ikke at falde i svime over Maccas hengivne fortolkning af de gamle, uopslidelige sange. Man begynder at forstå, hvorfor han har udtalt noget i retning af, at den tids musik måske i virkeligheden hr betydet mere for ham end musikken fra årene efter. I hvert fald vil jeg hellere have fat i en kopi af den dvd/blue ray, der er udgivet med de studieoptagelser fra Capitol Studios i Los Angeles end den nye, store Anthology-bokssæt ( 12 LP’er eller 8 cd’er). Her er endnu en smagsprøve: