Måske er tiden inde til en kold tyrker sådan rent krimi-mæssigt. I hvert fald er jeg nok nået til en slags forstoppelse eller hvad man nu billedligt talt skal kalde det, når man har indtaget for meget af noget over tid. Så måske jeg bare skal tage mig sammen og få sat den læselampe op ved lænestolen og overlade tv-et til fruen, medens jeg holder en streng tv-diæt.

Årsagen er, at jeg har måttet give op over for to krimi-serier. Den ene er den amerikanske thriller-serie Under the Banner of Heaven, der angiveligt bygger på virkelige hændelser (hvilket allerede burde have gjort mig skeptisk). Plottet går ud på, at en mor og hendes lille datter findes brutalt myrdet i Salt Lake City. Og de tilhører den kristne sekt mormonerne. Politimanden Jeb, der også er mormon, sættes på sagen sammen med en garvet assistent, hvis religiøse tilhørsforhold ikke tematiseres. Men i hvert fald nåede jeg kun et par afsnit ind i den syv afsnit store serie, da jeg gav op. Ikke, fordi den er skruet dårligt sammen. Slet ikke. På mange måder lever den helt op til det niveau, man kan forvente af en moderne amerikansk serie. Men plottets forvikling i den strenge mormonske virkelighedsopfattelse og politimandens egen forvikling i sin tro gjorde, at jeg ikke kunne fastholde interessen. Det blev bare for meget.

Noget lignende har gjort sig gældende med den svenske serie Sensommerjagt (seks afsnit). Her er plottet det, at en femårig dreng forsvinder sporløst i 1984. Tyve år senere arbejder drengens storesøster Vera som terapeut, og i den egenskab møder hun en ung mand, der fortæller om en dreng, der engang forsvandt. Og Vera aner, at der måske er en forbindelse mellem den unge mand og hendes egen broders forsvinden. Længere er jeg ikke kommet. Og forklaringen på, at jeg måtte stoppe, er, hvad jeg forsøgsvis vil kalde psykologisk overload. Ikke nok med, at Vera tydeligvis har psykologiske problemer selv og oven i købet arbejder inden for det psykologiske område, men hele historien væves ind i det psykologiske i en grad, der fik mig til at miste lysten til at se serien til ende.

Og det er som det skal være. Jeg behøver jo ikke at se det hele; og det skorter på nye britiske serier af den solide, velkendte slags. Så indtil videre skal jeg nok holde mig til bogreolen og videoerne på hylderne. Så kan det jo være appetitten vender tilbage.