Med Born to Run, der runder 50 års-jubilæet i disse dage lykkedes det omsider for Bruce Springsteen at bryde igennem muren til det store publikum. De to første plader havde nok skærpet appeitten hos førende anmeldere og den mest årvågne del af publikum, men med treeren begyndte pladesalget og pengestrømmen for alvor at vokse.

Successen finder sin forklaring både i musikken, der er en slags americana med elementer af alt fra rock til folk, iscenesat i en wall of sound-agtig kulisse, der både signalerede noget nyt og noget man havde hørt før; og tekstligt, hvor Springsteen lagde lidt afstand til sin optagethed af hjemegnen New Jersy til fordel for en mere almen-amerikansk tematik om at søge of finde et bedre liv. Det hjalp selvfølgelig også en hel del, at pladeselskabet satte ind med en fuldtonet promotion, der fortalte om samme selskabs store forventninger til Bruce og hans band. Og det gik som forventet. Pladen hittede og blev et af højdepunkterne i mandens lange karriere.

Selv om successen var indiskutabel, så kan man også vende det om og spørge, om ikke prisen for successen har været (for) høj. For er det ikke en endnu større kvalitet for en kunstner, at holde fast i sit biografiske udgangspunkt – sådan som tilfældet var med , Greetings from Asbury Park, N.J. og The Wild, the Innocent & the E Street Shuffle? I hvert fald fortæller det en hel masse om, hvordan markedet for rock- og popmusik fungerer, at den lokale forankring må vige for et mere alment budskab.