• Som læsere af mine skriblerier vil vide, så optager det mig en del at følge den politiske bevægelse fra ’venstrefløjen’ mod ’midten’ (og videre mod ’højre’). Simpelthen, fordi det er en bevægelse, der sker konstant i vort såkaldte ’folkestyres’ parlament. Og i den sammenhæng kan det nu socialdemokratiske partimedlem Pernille Rosenkrantz-Theil, der aspirerer til positionen som overborgmester i København ved det kommende kommunalvalg, fungere som et ’symptom’.

For Theil har foretaget bevægelsen fra den yderste parlamentariske venstrefløj (Enhedslisten) med sympati for f. eks. den udenomsparlamentariske happening, hvor Anders Fogh Rasmussen fik rød maling på habitreversen, til Socialdemokratiet.

I marts 2007 skrev jeg første gang om hende i forbindelse med, at hun havde meldt ud, at hun ville tage en pause fra politik. Hun ville stoppe med politik. Og i bagklogskabens lidet flatterende lys kan jeg godt tænke, at denne gamle nyhed allerede var et tegn på, at en politisk bevægelse var i gang. I første omgang handlede det om, at hun mente, at hun havde været i politik længe nok og trængte til at lave noget andet. En slags politisk metaltræthed hos et ungt politisk vakt menneske. I april 2008 forlader Theil så Enhedslisten.

Godt og vel et årtis senere var jeg ved at få morgenkrydderen og kaffen gal i halsen, da jeg læste, at Theil efter en pause med blandt andet stress-symptomer vendte tilbage til politik – nu som nyslået medlem af Socialdemokratiet, hvor hun blev modtaget med åbne arme af den daværende socialdemokratiske leder Helle Thorning Schmidt. Jeg havde dengang endnu svage forhåbninger om, at Theil i sin socialdemokratiske ham dog ville have bevaret lidt af sin ungdommelige politiske kradsbørstighed. Men måtte allerede et par uger efter erkende, at hendes valg nok var udtryk for ’partiernes demokratiske krise’.

For dengang var Theils ageren efter sigende udtryk for en lantent socialdemokratiske konflikt mellem et såkaldt ’bagland’, der savnede ’klassisk socialdemokratiske dyder’ og et såkaldt moderne Socialdemokrati, repræsenteret af Thorning-Schmidt og hendes neo-liberalistiske finansguro Bjarne Corydon. Endnu i december 2008 kunne jeg forfægte det synspunkt, at Theil endnu ikke havde rettet helt ind i forhold til den nye socialdemokratiske linje, men stadigvæk holdt ved klassiske socialdemokratiske ideer og idealer og stadigvæk forsvarede sin medvirken til maling-happeningen og kritiserede den Thorning-Schmidt-Corydonske Tony Blair-inspirerede udgave af Socialdemokratiet. Theil ville – i hvert fald i sin daværende blog – tilbage til de socialdemokratiske rødder og bygge på ’frihed, lighed og fælleskab’. Det gamle reformparti skulle have en anden ungdom.

Siden er det kun gået en vej – mod midten og videre. Efter at være konverteret til Socialdemokratiet har hun bestridt to ministerjobs – som børne- og undervisningsminister (2019-22) og social- og boligminister (2022-24). Senest har hun valgt at satse på at være Socialdemokratiets spidskandidat til jobbet som overborgmester i København. Og i den forbindelse har hun givet et politisk løfte (populært kaldet ”valgflæsk”) om, at det skulle blive billigere for børnefamilier i storbyen at have børn i daginstitutioner. Noget, der allerede har givet anledning til voldsom kritik og debat. Og senest har hun fået stillet en ’luksuriøs’ 465 kvadratmeter stor lejlighed til rådighed af en lokal ’ejendomsgigant’, medens hun kæmper for borgmesterposten. Og hun afviser, at denne ’gave’ skulle være udtryk for andet en venlighed…

Netop, fordi Theil fra begyndelsen har været en rebelsk, aktivistisk venstrefløjspolitiker (også før hun gik ind i parlamentarisk arbejde), så er hun i ordets egentligste forstand et eksempel på, hvordan den immanente tvang, der ligger i det parlamentariske system og som får politikere til at flytte sig mod midtens meningsløse tomrum og videre over mod en systembevarende blå, sort position i den poltiske skala. Og en understregning af, at det ikke (i hvert fald ikke kun) skyldes personlige kvaliteter eller svagheder, men om strukturelle tvangsmekanismer, der fundamentalt hænger sammen med den politiske magt og dennes allierede økonomien.