Da jeg læste på universitetet brugte jeg mange timer på Statsbiblioteket på at finde relevant litteratur til det, der optog mig. Og jeg nød, at gennemsøge de omfangsrige kataloger og arkivskuffer, som udgjorde bibliotekets oplysninger. Og hver gang, jeg fandt, hvad jeg søgte, var det som at få en julegave. Og det betød, at jeg kunne udfylde mine søgesedler så grundigt, at jeg med

den største sikkerhed kunne få hentet emnet hjem. Jeg tænker endnu tilbage til de mange timer, jeg brugte der – med glæde.

Siden er internettet og digitaliseringen kommet til som det store digitalt-teknologiske dyr i åbenbaringen og mangen et arkiv er blevet genstand for konvertering fra analoge arkiver til digitale. Og jeg har ofte, når jeg har læst om diverse planer for digitalisering, tænkt – hvad nu hvis arkiverne går tabt!? Hvad nu, hvis data forsvinder og ikke kan retableres!? Hvad nu hvis…?!

Og min erfaring med internettet – som blogger og almindelig surfer på nettet – har kun bekræftet mig i, at bekymringen – ja, frygten – for, hvad der kan ske med det, der er digitalt arkiveret, er velbegrundet. F. eks. Kan jeg konstatere, når jeg roder rundt i min egen blog og læser gamle indlæg, så er mange af mine henvisninger (links) ’døde’ – de henviser til steder på nettet, der ikke længere eksisterer. Der er ganske enkelt opstået huller, mange huller, på internettet. Og det er ikke bare en fornemmelse af, at vores kollektive digitale ’hukommelse’ forsvinder. En nylig undersøgelse af såkaldt digital ’forrådnelse’ fra Pew Research Center afslører – skræmmende! – at omkring 38% af de internet-sider, der var tilgængelige i 2013 er væk i dag. Sider slettes, adresser ændres, hele såkaldte web-sider forsvinder sporløst. Dertil skal lægges, at meget forsvinder bag en betalingsbom (men det er selvfølgelig en anden problemstiling). Faktum er, at internettet er blevet hullet som en si. Selv behjertede forsøg på at gemme noget – som på Wayback Machine – er bare et lille plaster på en massiv blødning (prøv for eksempel af finde Torben Billes blog på Wayback Machine – den er en skygge af sig selv…). Hvis vi så oven i dette lægger den åbenlyst svage it-sikkerhed, der er mange steder (jf. de tilbagevendende historier om offentlige og private virksomheders sårbarhed over for digitale indbrud), så kan man sgu godt blive bekymret.

Og hvad man man selv gøre. Jo, jeg vil prøve at undgå for mange links og i stedet med egne ord formulere, hvad henvisninger vil fortælle. Det kan måske reducerer tabet lidt. Og i forvejen downloader jeg løbende min blogs database, så den kan genoprettes nogenlunde intakt, hvis uheldet er ude (hvilket jeg har prøvet for mange år siden).

Men jeg kan som gammel medie- og it-lærer godt være bekymret for, hvad der vil ske med store dele af vores fælles digitale hukommelse. Hvad der vil gå tabt, når arkiver ødelægges (indefra eller udefra). I modsætning til det arkæologer og palæontologer graver op af jorden, så kan det digitale ikke bare gemmes under vores fødder. Når det er væk, så er det væk. Skræmmende.