I gåør læste jeg, at man i Sverige – vores engang samfundsmæssige forbillede – har forbudt mobiltelefoner i skolerne. Yes! Tænkte jeg straks. Selvfølgelig er det gået op for broderfolket, at de digitale apparater ikke kun er nyttige, men også direkte skadelige og hæmmende for ordentlig skoling. Og medens jeg luftede min ven hunden her til morgen hørte jeg pludselig en ung høj kvindestemme, der snakkede – højt! – om nogle personlige forhold, der burde være forblevet private. Men der var tale om en ung dame – muligvis på vej til det lokale tiendeklassescenter – der højlydt talte i sin trådløse mobiltelefon. Og det er ikke første gang, jeg har oplevet det. Og det er dårlig stil. Hvorfor skal vi andre sagesløse borgere ufriviligt lytte med på ægteskabelige problemer, underlivsditto, økonomiske lidelser og andet – bare, fordi mobilbrugeren ikke gider at holde mobilos op til øret og slå blu tooth fra? Dårlig stil. Dårlig stil er det også, at man lytter til musik i sin mobilos i de offentlige busser – så højt, at alle andre er tvunget til at lytte med på den (dålirge) musiksmag, brugeren nu engang har. Eller dem, der par tout skal have deres store Iphone med ekstrastor skærm tændt, når filmen begynder i biografen, så man nødes til at gøre dem opmærksom på problemet. Eller hvad med dem, der til en Bob Dylan-koncert i Århus insisterede på at se en streamet fodboldkamp på mobilos, medens Dylan kæmpede sig igennem sit katalog. DÅRLIG STIL. Er hvad det er. Når jeg tænker på det udkrevne kodeks, der var for brug af vores gamle sorte bakkelittelefon, dengang vi omsider fik en, så er det kun gået en vej siden hen – nedad bakke. Dårlig stil – lad os få gjort noget ved det.