Hvem er (var) Cascada? Helt tilfældigt kom jeg til at sparke til en lille bunke cd’er, jeg har haft liggende under min seng. Cd’er, jeg engang fik i hænde, fordi nogen havde smidt dem ud som skrald. Og mit blik faldt på en ung blond dame, der sidder smilende på coveret og gemmer sig bag navnet Cascada og titlen Everytime we touch.

Navnet, der er spansk og betyder ”vandfald” sagde mig ikke noget. Men lidt research afslører, at der er – eller rettere: var – tale om et tysk dance music act, bestående af sangerinden Natalie Horler og de to dj’s, komponister og producere DJ Manian og Dj Yanou. Og disse oplysninger alene fortæller os noget om, hvor vi er i det musikalske landskab. Musik der er skabt til at få folk på dansegulvet. Trioen huserede som sådan fra 2004 til 2021; derefter tog Natalie over som hovednavn. Den plade, jeg faldt over (næsten) er fra 2006, altså triotiden. Jeg kan også læse mig frem til, at Cascade optråde ved Eurovison Song Contest i Malmø i 2013 for Tyskland med sangen ”Glorious”. Og trioen skulle efter sigende være et kæmpenavn i netop hjemlandet og at den primært gør sig i digitale downloads. Og det giver jo god mening, genren taget i betragtning.

Pladen udkom i 2006, efter at trioen havde haft succes med tre singleudgivelser, der blev populære hos målgruppen. Og i løbet af tre uger fik de færdiggjort albummet, der består af up tempo-, synth po p-udgaver af hitsange som f. eks. Kim Wildes debutsingle ”Kids in America”. Musikken er, for nu at sige det diplomatisk, ret forudsigelig og ensformig, idet den består af 100% computergenereret musik med Horlers vokal lagt oven i (og sikkert kørt igennem auto-tune). Et meget ensartet produkt (for det er hvad det er: et produkt med en ganske bestemt funktion – nemlig med 140 bpm (beats per minute) at sikre, at de dansende holdes i gang ude på gulvet.

Intet ondt ord om det. Funktionel musik har der altid været. Og når kritikerne har rynket på næsen og vrisset af produktet, så siger det mere om dem, end om de mennesker, der bare vil have noget genkendeligt at danse til på en glad aften i byen. Og med 2 millioner solgte eksemplarer på verdensplan, så må man jo indrømme, at projektet i al dets kommercialitet er lykkedes til fulde.

Jeg har ikke lyttet til pladen fra ende til anden. Det er ikke lige min smagt og jeg kan ikke se mig selv på et dansegulv med masser af overrislede unge mennesker og snurrende stroboskoper og flaksende lys. Så pladen får lov til at blive i min lille bunke under sengen.

Her er, hvad Kim Wildes sang blev udsat for: