Lasse Ellegaard er en journalist, jeg har fulgt gennem mange år. Han var af den gamle skole, der lærte faget på den hårde, direkte vis, ved at være ansat på et af datidens medier, Roskilde Tidende. Og gennem sit mangeårige virke holdt han fast i sit udgangspunkt som skrivende journalist, der nok vidste, hvordan man skruede en læseværdig artikel sammen – og som altid holdt fast i de grundlæggende journalistiske idealer. F. eks. Idealet om, at en sag altid skulle ses fra mindst to sider. Af samme årsag var han ikke begejstret for den journalistiske tillægsuddannelse, som jeg fik lov til at gennemføre for år tilbage, fordi han havde sine journaistiske forbehold over for den løse journalistiske funktion som ”informationsmedarbejder”. Hvordan kan man være ansat i et privat eller offentligt firma og samtidig overholde princippet om altid at se tingene fra mere end en side!? Godt set, Lasse.

Ellegaards karriere løb gennem mange store medier. Weekendaviser, Jyllands-Posten, Politiken, DR og ikke mindst information, som han vendte tilbage til som chefredaktør i 1990.

Og han bøjede ikke af for tidens luner og nogen ’politisk korrekt’ tænkning. Det oplevede man, da han – længe inden nogen talte om mee-too – omtalte nogle kvinder på en måde, der kunne opfattes nedsættende, f. eks. ved at gøre opmærksom på, at Enhedslisten brugte ’kønne unge kvinder som udadvendt ansigt’. Hvilket jo ikke var eller er forkert, men ikke falder i god jord hos nærtagende feminister.

Når jeg læste Ellegaard – især i Information – så var det, fordi han ganske enkelt skrev journalistisk godt. Han havde sin egen stil, og derfor blev han også brugt som mønsteksempel på, hvordan man skruede en artikel sammen på ovennævnte tillægsuddannelse. Og så var han også en stor musikelsker og gik ikke af vejen for at skrive artikler og bøger om musik, f. eks. Dansk Rockmusik (1976).

I dag findes der ikke mange journalister af Ellegaards kaliber og det er nok heller ikke sandsynligt at der kommer nogen, sådan som udviklingen på medieområdet er.