Det var navnet Judi Dench, der fik mig til at sætte mig i lænestolen for at se denne film Allelujah (2022), som jeg vist ikke har hørt noget om. For hun og et par andre gamle navne var garanti for, at det ikke kunne køre helt af sporet i denne film.

Plottet er enkelt. På Bethlehem-hospitalet for gamle mennekser – populært kaldet The Beth – er man truet af nedskæringer i den britiske sundhedssystem NHS. Men de ansatte agter ikke frivilligt at lægge sig ned, men vi kæmpe til det sidste for at redde det lille sted. Og de får indirekte hjælp af et lokalt tv-selskab, der vil bruge lejligheden og en særlig anledning (den ledende sygeplejerske skal hædres for sin indsats) til at dokumentere livet på stedet. Og så kommer en konsulent fra NSH til stedet for at vurdere stedet igen (han har allerede foreslået et nedlæggelse) og – besøge sin gamle far, der ligger der.

Plottet giver anledning til en handlingsforløb, der ender dramatisk, måske endda tragisk. Mere vil jeg ikke afsløre. Og det meste af tiden går med små episoder, hvor de ansatte. pårørende og indlagte snakker med hinanden om alt mellem himmel og jord. Og der sker faktisk ikke ret meget. Og forklaringen er nok, at historien bygger på et skuespil af Alan Bennett og derfor dominerer dialogerne i en grad, der er usædvanlig for moderne film. På godt og ondt. For dels er det filmens styrke, at skuespillerne får lov til at udfolde sig nuanceret gennem de mange, små dialoger; men måske – afhængigt af hvordan man har det med så megen ‘snak’ – også dens svaghed. Men i sidste ende må jeg sige, at det er en stærkt underholdende film, som man sagtens med fornøjelse kan bruge et par timer på.  Den kan findes på DRs hjemmeside.