Nogle nyheder i nyhedsstrømmen kan ved første øjekast virke uskyldige eller af mindre betydning, men ved nærmere analyse vise sig at fortælle os noget om det samfund og den tid, vi lever i. Således læste jeg for et par dage siden, at det internationale håndboldsforbund har indført en lille ny regel, der forbyder håndboldspillere at have lange negle. Reglen indføres formelt for – forståeligt nok – at forhindre at deltagende håndboldspillere får ’snitsår’, ’hudafskrabninger’ og lignende.

Overfladisk set en fornuftig tilføjelse til reglerne om,hvad en håndboldspiller skal og ikke skal bære i forbindelse med en kamp.

Men, hvis man – som denne skribent – ser verdensmesterskaberne i atletik i Japan, så vil man vide, at det er endog meget almindeligt, at atletikudøvere har lange udsmykkede negle, farvet hårpragt, make up og iøjnefaldende sportstøj. Og man kan tænke, at når reglen om neglene ikke gælder her, så er det nok, fordi der ikke er så megen kropskontakt i de typisk individuelle atletikdiscipliner.

Men, der er også en anden side. Nemlig den, at sport – ikke mindst sport på nationalt og internationalt højeste plan ud over at være sportspræstationer også er medieshows. Banalt sagt, så er de medvirkende – lige som alle medvirkende i de store medier, ikke mindst tv – repræsentanter for et samfund, hvor det gælder om at føre sig frem på mest overbevisende facon. Forestillingen om idrætten – f. eks. atletikken – som et fænomen, der unddrager sig sin samfundsmæssige bestemmelse og tilhørsforhold – fx i kraft af de legendariske olympiske idealer – er og forbliver en illusion. Træder man ind i tv-virkeligheden, så gælder det om at sælge sig selv bedst muligt. Og det gælder ikke kun i lørdag-aftens-underholdningen. Sådan er det grundlæggende.

Lad os bare gå et lilleskridt videre. For at sige, at sporten i medierne er et medieshow indebærer også, at de involverede sportsfolk og atleter er en vare. Deres sportslige kvaliteter og personlige fremtræden  er som en vare med brugsværdi indhyllet i en vareæstetik, som det hedder hos Karl Marx. Det er en del af spillet at sælge sig selv på markedet (jf. fodboldspillets meget omtalte transfer-spil, der netop er en del af markedet).

Illusionen om, at i skal skille sport og samfund – og i videre forstand – sport og politik (forstået simpelt som det, der vedrører samfundet, dets fungere og indretning) har altid været en illusion. Og det blev på det kraftigste understreget i forbindelse med afviklingen af cykelløbet Spanien Rundt, som flere gange blev forstyrret og afbrudt af massive demonstrationer til fordel for palæstinenserne i Gaza. Endnu engang blev vi mindet om, at selv store sportsbegivenheder ikke kan holde den samfundsmæssige virkelighed ude, hvis borgerne ikke ønsker det.

Og hvad enten det gælder lange negle eller demonstrationer af politisk karakter, så er begge ting noget, der kendetegner det samfund, vi lever i. Et andet eksempel på, hvordan den samfundsmæssige virkelighed har det med at presse sig på og materialisere sig i sportens virkelighed er den verserende debat om deltagelse af såkaldte transpersoner i sporten.

Alligevel – selv om virkeligheden altså ikke kan holdes ude – så holder man i politikken og medierne fast i illusionen om sporten som en særlig virkelighed, der er renset for ydre virkelighed. En illusion, der består, selv om den igen og igen brydes.