Det kunne have været mig, der sad der på gyngestativet i regnvejr på legepladsen i Esbjergs bypark. Året er 1968, og realistisk betragtet var jeg nok vokset fra legepladser på det tidspunkt – til fordel for beatmusik, langt hår og andre pubertetsudfordringer. Men mindet om den legeplads, der allerede var der, da jeg var en lille dreng, har fulgt mig gennem årene. Og altid med glæde og minder om solrige, varme dage, hvor jeg kom forbi sammen med min mor (vi var nok på vej ned til havnen for at mødes med min sømandsfar). Og mindet om det gammeldags legetøj, der var der. Det rektangulære klatrestativ, gyngerne, karrusellen osv. Og så det hus, hvor tilsynet opholdt sig og hvor der var et toilet. Og da jeg mange år senere vendte tilbage til min barndoms by for at passe et job, var det der stadigvæk – ja, de samme, vedligeholdte legetøj var der. Og det var en oplevelse af glædeligt gensyn og tryg kontinuitet at stå der som voksen og se, at man for alvor var vokset fra de dengang fornøjelige forlystelsesgenstande. Byparken blev skabt i 1917, og legepladsen kom til 1923.

Men, intet varer som bekendt for evigt. Gesjæftige politikere og byggentreprenører er i gang med at forvandle den gamle legeplads med gynger og rutsjebane til en kunst- og naturlegeplads for de mindste børn. En legeplads-producent er allerede i fuld gang med planerne og henter inspiration til den nye Lykkens Have hos selveste Cobra-maler Asger Jorn, så legepladsen forvandles fra bare en legeplads til en æstetisk fortælling, der stimulerer både fantasi og bevægelse. Mindre kan ikke gøre det. Kommunens politiske magthavere er tydeligvis – ifølge omtalen – begejstret for den nye vision, der både er pædagogisk og æstetisk gennemtænkt og – nok også vigtigt set ud fra et kommunalt budgetmæssigt perspektiv – holdt i solide, vedligeholdelsesfrie materialer med garanti for bæredygtighed. Selvfølgelig er de vidtløftige planer støttet af computergenererede (AI?) billeder, der fremmaler en farverig, fantastisk vision, som står i grel modsætning til min gamle, simple, men elskede legeplads. Prisen for herligheden bliver 4.5 millioner, men så passer den også ind i kommunens Vision 2025, der vil skabe livskvalitet og sundhed gennem kulturoplevelser i by og natur. Voila.

Alligevel gnaver tvivlen i mig. Vil al den herlighed nogensinde kunne leve op til den gamle legeplads’ holdbarhed og symbolske betydning for tusindvis af esbjergensere? Det tror jeg ikke. Medens den gamle legeplads holdt i årtier, så er jeg sikker på, at Lykkens Have vil skulle renoveres igen og igen med jævne mellemrum, sådan som det er med vor tids nybyggerier. Suk.