De kunne dårligt være mere forskellige. Primatologen og naturforkæmperen Jane Goodall, der er død i en alder af 91 år, og den engelske skuespillerinde Patricia Routledge, der er gået bort 96 år gammel. Hvor Goodall allerede som ung blev kendt for sin forskning i aber i Tanzania, høstede Routledge stor succes i og uden for sit hjemland med rollen som Hyacint Bucket i tv-serien Fint skal det være. Goodall var den seriøse forsker, der til sin død kæmpede dyrenes og naturens sag, længe før klimakrisen for alvor gjorde menneskeheden opmærksom på, hvor vigtigt det er, at vi ikke bare betragter dyr og natur som noget, der er genstand for menneskelig rigdom og hensynsløs udnyttelse. Patricia Routledge var den garvede skuespillerinde, der havde en solid karriere bag sig, da hun fik rollen som en excentriske Hyacint, der mente at hun skulle leve et liv som de kongelige og adelige til stor fortrydelse for hendes mand Richard (Clive Swift), der er sindbilledet på en tøffelhelt, hvis jordiske rolle er at varetage fruens interesser og ønsker. En forenklet og karikeret fortælling om det engelske klassesamfund med hovedvægten lagt på de mere eller mindre absurde situationer, som Hyacints skøre ideer fører med sig. Letbenet underholdning – bestemt! Men ganske fornøjelig, hvis man kan sætte pris på det ensemblespil, der driver historierne frem. Og i hvert fald gjorde serien Patricia Routledge meget berømt og til folkeeje i Storbritannien.
Nu er de begge væk og igen må jeg konstatere, at verden er blevet lidt mindre farverig.