Denne lille tekst skyldes et sammenfald – eller med et yndlingsord: en tilfældighed. Dels af det forhold, at vi vist nok er på vej ind i efteråret, og dels en samtale mellem Søren Ulrik Thomsen og Klaus Lynggaard (se tuben), der blandt andet beskæftiger sig med tid, nostalgi og lignende.

Når/Hvis efteråret er på vej eller er her (forbehold for klimakrisens uforudsigelighed), så dukker et tema op, jeg ikke bryder mig om. Nemlig: skal jeg nu smide sandalerne og de halv-korte bukser, som jeg elsker og har gået med de sidste mange måneder. Og jeg kan blive helt nedtrykt over tanken om lange bukser, uldne sokker og skoenes indelukke. Og herfra er der ikke lang til den tanke, at tøj ikke er noget, jeg går op i. Tøj er noget, der skal dække kroppen, holde den varm osv. Hvordan det ser ud, kommer slet ikke på spil. Jeg har aldrig været til mode og lignende. Bortset fra et par Beatles-støvler, jeg havde en måneds tid, og en hippiefarvet skjorte, der holdt lidt længere, så har jeg haft det bedst med jeans (i gamle dage: cowboybukser)), ensfarvet t-shirt (i gamle dage: undertrøje) og et par sko, gerne lædersko. Men medens jeg sad der og funderede over efterårets plagsomme dilemma og med Thomsens og Lynggaards ord i øret, kom jeg pludselig i tanke om en poloskjorte, som jeg havde som dreng. Den var brun, kortærmet, og så elskede jeg den – af grunde, der har fortabt sig*). Men jeg husker en dag, hvor min mor havde sendt den ud på tørresnoren uden for vinduet, hvorfor der ville gå en dags tid, før jeg kunne få den på igen. Noget lignende galdt et par brune snøresko med spidse snuder, der stod ovre hos skomageren, fordi de skulle forsåles og have et par små stykker metal sat på for at udskyde slitagen.

Siden dengang har jeg aldrig haft en følelsesmæssigt forhold til mit tøj. Og tak for det. Apropos dette lille erindringsglimt, så kommer Thomsen ind på, at nostalgi (er det nostalgi, det med trøjen?) er noget, der kun kan interessere dem, det vedgår. Jeg er ikke helt enig, slet ikke i selskab med to forfattere. Tværtimod tror jeg, at når nostalgiske erindringer bliver nedskrevet, selv i et lille format som her, så kan de vække genkendelse og identifikation hos læseren. Måske ikke i retning af det konkrete – trøjen, skoene – men noget tilsvarende, og dermed fremkalde en andens – læserens – egne erindringer. Det synes jeg, jeg har fået bekræftet nogle gange, og derfor fortsætter jeg ufortrødent med at lade disse små indfald strømme ud gennem tasterne og ned på bloggens side.

*) Ved nærmere eftertanke tror jeg, at min kærlighed til netop de to beklædningsgenstande har at gøre med, at jeg på det tidspunkt havde forladt de tidlige barndomsår og nærmede mig pubertetsårene – og min bevidsthed om min omverden, så at sige, voksede støt. Før havde jeg ikke skænket det en tanke, hvilke klæder jeg havde på (det var min mors opgave), men lidt efter lidt blev jeg bevidst om hvordan tøjet føltes, farverne, lugten osv. At interessen så siden hen forsvandt, hænger nok sammen med, at der var meget andet, der kom til at fylde hovedet.