En af bloggens læsere, Claus, har spurgt mig, hvad jeg synes om tv2-programmet Det sidste Ord, hvor journalisten Michael Bertelsen snakker med en person, der for nylig er død. Og selv om jeg allerede én gang har forholdt mig kritisk til dette program, nemlig afsnittet om og med Peter Belli, så vil jeg lige vende tilbage til det, fordi det på mange måder siger noget om tv-journalistik i almindelighed i disse år. Og fordi der er en konkret anledning: At jeg i går så seneste udsendelse om og med Jørgen Leth.
Når jeg så udsendelsen – på trods af mine allerede inderliggjorte forbehold – så var det ud fra en spontan forventning om, at den døende person nok ville sige noget relevant som sit liv og i dette tilfælde sin kunstneriske virksomhed. Sagt på en anden måde, så gik jeg igen i tv-iscenesættelsens eller -illusionens fælde. For som en engelsk forfatter rigtignok skrev i en ny bog, så er al tv illusion. Eller iscenesættelse. Og det er sådan ideologi fungerer i følge Slavoj Zizek – selv om vi ikke tror på det, så går vi ind på det alligevel. Og tv og tv-journalistisk er en væsentlig del af vort samfunds ideologi – men lad nu det ligge…
Og for at starte med Jørgen Leth selv, så har jeg aldrig været en del af det jubelkor af fans, der nu efter hans død skamroser ham i de sociale medier og sender ham op i ligaen af kunstneriske halv-guder. For mig har Leth hele tiden – dvs. siden tresserne, hvor jeg stødte på ham første gang – været en kunstner, der midt i modernismens fase gik sin enegang, skrev sine digte, forfattede sine artikler og lavede sine film desuagtet tidsånden (men måske alligevel tilhører tressermodernismen, men lad nu også det ligge). Og sådan har det været lige siden. En kunstner i sin egen ret. Og jeg havde et eller andet sted inde bag den kritiske facade en forhåbning om, at Leth kunne sige noget relevant om sin enegang. Og det gjorde han da også (jf. min slutbemærkning).
Han fortalte om den lod, han fik af sin far som ganske ung – at rejse ud og ”bruge sine øjne”, hvilket Leth fortolkede som en slags eksistentiel opgave og arv, der drejede sig om, at følge sine sanser og i videre forstand sit begær og gøre det som omdrejningspunktet for sit livsvirke.
Når det er sagt, så melder den nødvendige tvivl sig straks, fordi der jo er tale om en iscenesættelse, oven i købet en aftalt iscenesættelse, der meget sigende for dette forhold indledes med en scene, hvor Leth underskriver en kontrakt, der sikrer, at udsendelsen vil ende på en hylde på det kongelige bibliotek. En scene, der konkret besegler mediets og journalistikkens iscenesættelse af det, der foregår foran kameraerne.
Den illusion, der oppebæres i dette program – på en måde, man kan hævde er betegnende for tv-journalistikken – går ud på, at vi som seere skal opleve offeret (i dette tilfælde Leth) lige før (i egentligste forstand) dead-line. Lige før manden faktisk dør og har sagt sit sidste ord. Sandhedens time, hvor tiøren falder og sandheden skal åbenbares. Men iscenesættelsen eller fiktionen sætter altid sine spor, der afslører, at det forholder sig sådan. Det være sig i Leths kropssprog og mimik, der diskret afslører, at han gør som forventet, spiller sin rolle, påtager sig den opgave at sige noget endegyldigt og sandt om sit liv. Dertil skal lægges Bertelsens faktuelle iscenesættelse af samtalen. Lige fra indføringen af Leth i et rum, der skal signalere intimitet (to personer om et lille bord med et glas vand og dæmpet belysning) og fortrolighed, til Bertelsens påtagede selv-optagede spørgen, som illuderer en udvalgt og særlig fortrolighed og et enestående kendskab til offeret. En iscenesættelse, der i øvrigt fik mig til at undre mig over, at sådan et interview – alle forbehold ufortalt – ikke foregik i radioens billedløse medie. Radiomediet er det ideelle sted for samtaler og interviews, fordi man her kommer ud over vor tids og journalistikkens indædte trang til don’t tell it, show it, som det hedder i en af journalistikkens grundsætninger. Men radioen er ikke vor tids medie, desværre.
Hvad betyder det så for os almindeligt dødelige seere, at vi sidder og modtager en iscenesættelse eller fiktion!? Det betyder, at vi ikke bare kan sluge det råt, det vi modtager, men pine død må forholde os analyserende og fortolkende til det, vi modtager. Ikke bare tage det for ’gode ord og gerninger’, men bevare en sund skepsis og tænke: Mon det nu også forholder sig sådan.
Jeg kunne blive ved, ja skrive en lang artikel om denne udsendelse som mønster for det meste tv-journalistik. Men vil lige som afrunding undre mig over en enkelt ting, der jo burde være en selvfølge. Nemlig i hvor ringe grad udsendelsen kommer til at handle om det, Jørgens Leths liv og berømmelse afhænger af. Nemlig hans kunst. Medens vi får en masse at vide om hans utro kærlighedsliv, hans ægteskaber, opvækst i Århus osv., så brillerer digtningen, filmmageriet, forfattervirksomheden ved sit fravær. Og på nærmest symptomatisk vis ser man til sidst, da iscenesættelsens logik skal afsluttes og Jørgen Leth som andre ofre skal sige farvel og tak til seerne (og dermed foregøgle os en særlig udvalgthed og relation mellem offer og publikum), så vælger Leth at slutte af med at læse et digt. En suveræn handling fra Lets side, hvor han konkret skyder digtet ind mellem sig selv og seerne. Som om han ville sige: Vil i forstå mig, så læs mine digte (se mine film osv.).