Herfra hvor jeg sidder og lader mine gamle fingre danse over det vaskbare tastaturs tangenter kan jeg se de to stakke bøger, der ligger i venstre side af skrivebordet – ved min seng. Altså de bøger, der udgør min aften- og nattelektyre. Disse bunker er med den gamle latiners udtryk sine qua non. Uden dem går det bare ikke, for mig. I alt er der 30 bøger, danske, engelske, tyske, men for tiden ingen svenske, norske eller franske. For det at læse, når dagen lakker mod sin ende, er også for mig en anstrengelse i at holde mine sproglige kvalifikationer ved lige. Jeg kan huske, at jeg engang læste, at den fhv. konservative statsminister, nu afdøde, Poul Schlüter engang fortalte, at han læste Agatha Christie på engelsk for at holde sit engelsk ved lige; og det gjorde indtryk. Og noget lignende gør jeg, blot med en noget bredere horisont. Og nogle gange strejfer den forbaskede tanke mig: Hvorfor anstrenge dig sådan, gamle dreng!? Din tid er snart forbi! Og så er jeg igen landet i det eksistentielle dilemma, som rigtig mange jo kender, mellem på den ene side at mene, at det ikke kan betale sig at anstrenge sig, fordi man jo alligevel skal dø; og på den anden side, at man skal skal anstrenge sig lidt lige til det sidste, for at få så meget med som muligt. Og så er tanken ikke langt fra min hospitalisering sidste år, hvor jeg havde fornøjelsen af at ligge med slanger ud af hovedet, omgivet af dygtige sygeplejersker og andets sundhedspersonale og med livet i hænderne. For der gik det for alvor op for mig, at det for mig handler om at brænde ud i stedet for at visne hen (‘Better to burn out, than to fade away’ som Neil Young synger), holde mig i gang til det sidste. Og jeg har kunne mærke, at det er lige sådan det skal være for mig. Og derfor står den stadigvæk på obligatorisk sprogrepetition og litterær fordybelse hver aften, lige indtil bogen falder ud af min hånd og lander på gulvet med et dunk.