Når døden indtræffer, rammer et menneske, der står en nær, kalder den uvægerligt på tanker, følelser, tale, skrift og kunst. Nekrologerne, præsternes prædikener og mindeordene ved begravelseskaffen kender vi. Men det stopper ikke her. De berørte vil mærke tanker, erindringer og minder presse sig på, sammen med følelserne. Og for andre vil det føre til skriftlige udfoldelser eller ligefrem kunstneriske sådanne.
Det sidste er i allerhøjeste grad tilfældet for trommeslageren, sangerinden og musikeren Christine Dueholm, der mistede sin kun 17-årige søn Simon, som blev revet bort af en bil en tåget novembermorgen i 2020. Og Christine kunne ikke finde ord for sin sorg og det nødvendiggjorde, at hun sammen med partneren Perry Stenbäck og et hold af musikere gik i studiet for at skabe et værk der kunne matche sorgens dybde og tabets omfang. Og det har så resulteret i dels et album og dels en lille bog.
I bogen finder Christine mange af de ord, der ikke kunne komme i første omgang, suppleret med teksterne til de i alt 10 sange på pladen, en præsts respektfulde forord og Christines egne tanker. En lille bog, der udgør en slags overbygning til sangene og lægger lag på lag til disse små sangteksters udsagn. Og danner et samlet kunstværk, der henvender sig til alle, der kender sorgen og kan sætte sig i Christines sted.
Sangene kan være svære at indplacere genremæssigt, men er melodiøse, folkprægede, sfæriske sange, der får deres styrke af Christine Dueholms fine, lyse stemme og nogle tilsvarende lette, luftige, akustiske arrangementer, der gør, at man kan bære teksternes alvor. Ja, jeg vil gå så langt som til at mene, at musikken på pladen sagtens kan nydes uden at man har det tunge indhold med; selv om det selvfølgelig er i alvorens tjeneste musikken spiller.
Jeg kan kun anbefale, at man lægger øre til Christine Dueholms vellykkede rune over sin søn. Ikke kun, hvis man selv har været ramt af sorg, men også hvis man bare vil lytte til nogle fine, vellykkede sange.
Christine Dueholm. Sange til Simon. Urskrig og himmelklang. GO’ Danish Folk Music. Udkom i september.