Jovist er der meget i denne tid og denne verden som kan gøre os pessimistiske og nedslåede. Udenrigs- og indenrigspolitisk, klimamæssigt og i øvrigt. Så derfor er det jo dejligt at nogen – i dette tilfælde bandet Baby Did A Bad Thing – der fokuserer og satser på håbet. For når optimisme og pessimisme ikke længere ligger lige for, så er der altid denne tredje modalitet – håbet. Hope kalder bandet deres nye album; og i titelsangen hedder det blandt andet:
I’ve never felt more like disconnecting
Turning on the news
Searching for the deeper meaning
Of this 21st century bluesI can’t wait for spring to bring its colors
I can’t wait for the sun to shine
Filling me up with gladness
Reaching out for your hand in mine
Well, I’ve been
Leaning on you lately
‘Cause all else
Seems to be caving in
When the weight of my world grows
Too heavy for me to cope
You give me hope
You give me hope
Budskabet er klart nok. Verden er af lave, som man sagde engang og kan gentage, men hvis vi tager hinanden i hånden og holder håbet som en fakkel i vores liv, så kan det være, at der er en fremtid for alle os ubefæstede sjæle. Og denne tillid til håbet og den åbning mod fremtiden, som det rummer, gennemstrømmer albummets i alt ni sange. Og jeg vil overlade til dig kære læser, at fordybe dig i disse håbefulde tekster.
Og heldigvis er det sådan, at musikken på pladen på smukkeste vis underbygger og løfter den håbefulde grundstemning. Sangene er skrevet af Johan Fjelsted, der også synger for (og bag) og trakterer diverse guitarer og piano. Og Johans stemme passer med sin mandlige følsomhed fint til de meget melodiøse og poppede (forstå mig ret!) sange, der besidder en umiddelbar fængende appel til sine lyttere. Og det bestyrkes af bandets – der ud over Fjeldstad består af Emil Overmark (guitar), Thomas Friis (bas) og Casper Simonsen (trommer) – velsmurte arrangementer, der udgør en forførende legering af poprock med rødder i de formative halvfjerdsere og markante elementer af americana. Det er lykkedes for Fjeldstad og Co. at skabe et album, der i form og indhold formår at indfri de drømme og håb, de ønsker at sende ud til os alle sammen. Det er et på alle måder vellykket album, som det gode band fra Århus har fået skabt. Og det vil være synd og skam, hvis det ikke når ud til rigtig mange selv nok så nedslåede elskere af god pop og rock. Så gør dig den tjeneste at lytte med – og opsøge bandet, når de lægger vejen forbi.
Baby Did A Bad Thing – Hope. Egen produktion. Eget plademærke. Udkom i september 2025.