Nu, hvor efteråret for alvor er ved at få sit tag i os, så passer det meget fint, at Karoline Hausteds album Efterårssyn er på gaden. For det er i mere end én forstand et eftersårsagtigt og -præget syn på den verden, vi lever i, kunstneren anlægger i sine tekster. Tonen slås an i titelsangen, hvor det indledningsvist hedder: “Udkantsmorgen/ Himlen i brunt leret vand/ Suk fra svedne kroner/ Sammenbidt, forslået land”. Og hvad der er på spil kommer markant og umisforståeligt til udtryk i sangen “Feber”:

Det flyder for mine øjne
Flyder med verdensherskerløgne
Mennesket kender kun sin egen tekst
Jorden kvalt i Ordet: ordet Vækst
Liljer i november
Fugleunger i december
Alt for varm en januar
Insekter kryber frem i februar
Blæs i Helvedes trompeter
Vores jord har fået feber

Karoline Hausted sætter – meget prisværdigt – lyriske ord på den side af vores fælles virkelighed, som vi ikke i længden kan være blinde og døve over for. Klimakrisen kaldes den i medier. Det forhold, at vi lever i en samfundsvirkelighed, der i kraft af sin jagt på mere materiel og økonomisk vækst langsomt men sikkert undergraver vores fælles eksistensgrundlag. Og denne uomgængelige ydre virkelighed, som vi næsten dagligt bliver mindet om og får skræmmende oplysninger om, slår ind i vores følelsesliv og slår altså også om i musik og sange som hos Hausted. Og det sker med knappe poetiske tekster, der trækker på filosofi og digtning (blandt andet i form af en tekst af Nina Malinovski) og først og fremmest kunstnerens egne dybt personlige følelser og tanker om det, der sker. Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er noget, der ligger Hausted på sinde og fylder i hendes liv og virke.

Og det kan se sort ud, og det er det. Og vi (jeg) ved fra os (mig) selv, at det kan være svært at bære bevidstheden om, at det kan og vil gå grueligt galt, og gør det. Og har vi da ikke noget, vi kan bringe i spil, så der i det mindste kan være en smule håb?! Jo da:

Men hvad så med vores kunst? jamrede vi
og sendte en ny kapsel ud
ladet med Wagner og så videre
Og drømte om at nogen ville fatte sympati
og komme forbi
Hvad byder vi uventede gæster?
Og vi rettede an med vores kolossale våben
Også en dag vil de kunne ses og høres
helt ude fra Hestehovedtågen
Sådan er det med lyd og ord
Ja, alt du synger og siger
Rejser som et spøgelsesskib
Og vil en dag nå Orion

– vi har altid kunsten, ordene og lydene, musikken, at binde vores forhåbninger op på og omkring . Når og hvis vi, som Karoline Hausted gør, sætter ord og musik til den tunge klimabevidsthed, så åbner vi for en lille sprække af nødvendig håb, som kan give os overskud og energi til at leve for en bedre verden.

Og musikken på Karoline Hausteds på mange måder enestående album (i øvrigt hendes syvende, har jeg læst) kan netop det med at indgive en et lille strejf af håb midt i al håbløsheden…

Musikalsk fører Karoline Hausted an med sin nøgne, klare umisforståelige vokal og sit klaver- og flygelspil, der står centralt i lydbilledet med perkussiv styrke og gennemslagskraft. Og det suppleres af violin, sten, jord og glas. Og – ikke at forglemme – af et hold musikere, der sørger for at skabe en velfungerende, lydhør, kompleks musikalsk ramme om Hausteds centrale rolle. Og musikken kan man forsøgsvis beskrive som en slags avanceret pop og singer-songwriter-kunst, der leverer et nødvendigt og velkomment modstykke til den virkelighedsflugt, som megen popmusik på godt og ondt leverer. Karoline Hausteds plade fortjener mange lyttere og er et oplagt korrektiv til megen af den musikalske kunst, vi bliver bliver udsat for og som medierne dyrker. Tag Efterårssyn til dig kære læser og lytter – du vil ikke fortryde det.

Karoline Hausted. Efterårssyn. Produktion: Karoline Hausted. Gateway Music. Er udkommet.