Heldigvis lider jeg ikke længere af tv-abstinenser, selv om min tv-diæt er ganske hård. Men derfor er den gamle fjernsynsnarkomani stadigvæk som et spøgelse, der gerne vil fodres, når det lader sig gøre. Men en diæt på sportstransmissioner og enkelte dokumentarer har været nok i lang tid.
Og så skete det, at der kom en tv-krimi, som jeg til dels havde glemt.
Det drejer sig om den skotske serie Karen Pierie, som baserer sig på den skotske forfatterinde Val(arie) McDermids romanserie om Inspector Karen Pirie (indtil videre består den af otte bind).
Og i disse dage viser DR anden sæson, der bærer samme titel som roman nr. 2, nemlig A Darker Domain.
Jeg fik ikke omtalt første sæson, der stadigvæk ligger på DRs hjemmeside, men sæson 2 nødvendiggør et lille hep herfra. Hvis ellers serien fortsætter, hvilket jeg kun kan håbe på, så tegner den til at blive en af de bedste britiske kriminalserier.
Hovedpersonen er den unge, blonde politikvinde Karen Pirie (spillet af Laure Lyle), som får til opgave at genoptage en 25 år gammel sag om en ung myrdet kvinde, Rosie Duff. Fire unge studerende fandt hende døende på en gammel kirkegård; og da to af disse dør under mærkelige omstændigheder genoptager politiet den gamle sag med Pirie i spidsen for et lille hold af efterforskere, der omfatter hendes kæreste Phil Parhatka og Jason ”Mint” Murray. Det lykkes ved fælles hjælp for de tre at opklare sagen, der tager en ganske overraskende drejning til sidst. Og netop dette træk ved serien – Val McDermids evne til at skrue et plot sammen, der udvikler sig på en særdeles overraskende og dermed også ganske tilfredsstillende vis kommer endnu tydeligere til udtryk i sæson to, hvor Pirie igen sættes på en gammel, henlagt sag (en såkaldt cold case) om bortførelsen af en ung kvinde (og arving til en stenrig lokal oliemagnat) og hendes lille søn. Fundet af liget af en ung mand, der var involveret i sagen, gør, at Pirie igen sættes på opklaringsarbejdet. En sag, der kommer til at handle om spegede familieforhold, minearbejderstrejker, økonomisk grådighed og meget mere. Og igen viser det sig, at sagen tager nogle drejninger, der fører plottet helt væk fra det oprindelige plots forståelse af sagens omstændigheder. Jeg vil ikke snyde nogen for oplevelsen af detektivarbejder, bare anbefale at man bruger tid på serien.
Noget andet er, at Karen Pirie er en forfriskende opdatering og fornyelse af, hvad en kvindelig efterforsker er. Hun er en enerådig, kvindesagsbevidst (uden at dette tema overbetones), talentfuld og dygtig politikvinde med et uafklaret kærlighedsforhold og hang til at spille heavy metal-rock i bilen, når hun skal afreagere på sine frustrationer med opklaringsarbejdet. Og – helt efter genrens konventioner – så suppleres hun på fineste vis af sine lige så egenartede kolleger, der i sæson 2 også omfatter politikvinden Isla Stark (med fortid i moderne, digital politiarbejde), patolog m.m. Dr. River Wilde og den kontroversielle politi-podcast-vært Bel Richmond. De er så forskellige som næsten tænkes kan og det er styrken i deres samarbejde, der gennem møjsommeligt, traditionelt efterforskningsarbejde får kortlagt alle spor, indicier og beviser og fører frem til en meget overraskende opklaring af sagen.
Hvis serien kan holde niveauet fra sæson 2, så er der al mulig grund til at tro, at serien vil komme til at matche de bedste britiske tv-krimi-serier – som Lewis, Vera, Unge Morse osv. Så drop kedelige udsendelser om den kommende valg, latterlige livsstilsprogrammer og gentagende nyhedsudsendelser, læn dig tilbage med en kop shiky, te eller, hvad du nu har ved hånden, og se serien. Forbeholdt, at du er til tv-krimier.