Vi nærmer os julen og det nye år med raske skridt. Og i tilbageblik kan jeg glæde mig over, at jeg har allerede nu har fået lov til at anbefale mere dansk musik end i de nærmeste, foregående år. Og tak for det! Og det slår mig, at det pibler frem med sangskriver-sanger-plader, hvilket måske siger noget om den tid, vi lever i. I hvert fald noget, der sætter tanker i gang hos mig.

Endnu et eksempel på en frisk sanger-sangskriver-plade er Allan Simonsens Sidste generation, som her skal have nogle ord med på vejen. Og på rigtig singer-sangwriter-manér består Allans album af en række – ti i alt – sange, der ikke lader sig presse ned i et firkantet concept, selv om der er en slags rød tråd i sangenes univers. Allan har været længe undervejs som spillemand og har nu fået realiseret en plade med sine sange, der – i en alder af 67 år – afspejler et livs erfaringer og tanker om det forgangne.

Og titelsangen Den sidste generation udgør en slags apokalyptisk samlende paraply og overskrift over de erfaringer og tanker, en aldrende sangskriver gør sig i disse år, hvor vi alle står i kriser til halsen: “tænk hvis vi er den sidste generation/ Sidste grønne blad på livets træ/Tænk hvis vi er dem som slukker himlens lys/ Kigger mod den evige nat/ Til  hvem skal vi fortælle om livets mange valg/ Den store kærlighed og håb/ Til hvem skal vi fortælle om hjertets store dyb/ Om alt som er skabt til evighed// Vil vi være dem som bærer lyset ud/ Lader livet blive til den mørke nat”.

Jovist – set fra en gammel mands perspektiv kan perspektivet godt tage sig lidt sort ud. Er vi dem, der lukker og slukker!? Men den tyngende erfaring, som man ikke kan løbe fra, rummer også et håb om og, ja, en tro på, at det er muligt at finde og tænde lyset igen og samme med andre at få ‘jordens hjerte’ til at slå igen og ‘slippe livets skønhed fri’.

På denne grundstemning, vil jeg kalde det, hviler sangenes univers. Hvad enten det er sangen om “Fiskeren”, der har oplevet bedre tider for sit virke og må stikke til havs i blinde uden at kende udgangen på rejsen – eller “Kvinden fra Hong Kong”, der lever af at give andre ro i sjælen og fred i sindet om natten, medens hun selv bærer uroen og rodløsheden som den drage, hun har tatoveret på sin krop. Dobbeltheden mellem verdens labile situation og det spinkle håb løber som en fin tråd gennem Allan Simonsens ti sange. Og tråden er nem at følge, for teksterne er prisværdigt trykt på et separat ark i albummet.

Allan har også selv komponeret musikken til sine sange. Og det er sange, der bærer på det bedste fra den lange tradition af singer-songwriters, som vi er blevet beriget med gennem de sidste mange årtier. Sangene, som Allan selv fremfører med sin voksne, modne mandsstemme er melodiøse uden at falde i den nemme pops fælde. Og musikalsk bærer Allan Simonsen også sporene af den udvikling, vor tids musik har været igennem, hvor man dyrker akustiske instrumenter og de rødder, som moderne populærmusik står i dybeste gæld til; kaldet americana, roots og meget andet. Sammen med Mikkel Mortensen på guitar og andre strengeinstrumenter, Esbben Duus på trommer og slagtøj, Jesper Haugaard bas og Line Krogholm gennemgående kor og sang er det lykkedes Allan Mortensen at skabe et overbevisende debutalbum, der kun kan give lytteren appetit på mere. Så der er god grund til at håbe, at albummet kun er begyndelsen på en interessant rejse for den nyslåede debutant. Hermed anbefalet.

Allan Simonsen. Sidste generation. Produceret af: Mikkel Mortensen. MJM Music. Er udkommet.