Helt tilbage i marts 2007 skrev jeg om Pernille Rosenkrantz-Theil, der dengang var et lovende medlem af Enhedslisten men ville forlade politik, fordi hun mente, at hun havde været der længe nok. Godt og vel et år senere var jeg ved at få morgenkrydderen og kaffen i den gale hals, da samme Pernille meldte sig ind i Socialdemokratiet under Thorning-Schmidts ledelse. Samme leder krævede i den forbindelse at Pernille lagde sin rebelske fortid bag sig. Og jeg kunne kun se det som en slags symbolsk ‘kastrering’ af det unge politiske talent. Den borgerlige avis Jyllands-Posten så da også Theils indmeldelse som et tegn på en konflikt i det gamle arbejderparti og mente at vide, at man i det socialdemokratiske bagland ønskede, at Theil skulle være eksponent for ’klassiske socialdemokratiske dyder’. Noget hun selv havde været fortaler for, da hun henviste til partiprogrammets idealer: frihed, lighed og fællesskab.
I september i år vendte jeg så tilbage til Theil og skrev blandet andet:
”Endnu i december 2008 kunne jeg forfægte det synspunkt, at Theil endnu ikke havde rettet helt ind i forhold til den nye socialdemokratiske linje, men stadigvæk holdt ved klassiske socialdemokratiske ideer og idealer og stadigvæk forsvarede sin medvirken til maling-happeningen og kritiserede den Thorning-Schmidt-Corydonske Tony Blair-inspirerede udgave af Socialdemokratiet. Theil ville – i hvert fald i sin daværende blog – tilbage til de socialdemokratiske rødder og bygge på ’frihed, lighed og fællesskab’. Det gamle reformparti skulle have en anden ungdom.
Siden er det kun gået en vej – mod midten og videre. Efter at være konverteret til Socialdemokratiet har hun bestridt to ministerjobs – som børne- og undervisningsminister (2019-22) og social- og boligminister (2022-24). Senest har hun valgt at satse på at være Socialdemokratiets spidskandidat til jobbet som overborgmester i København. Og i den forbindelse har hun givet et politisk løfte (populært kaldet ”valgflæsk”) om, at det skulle blive billigere for børnefamilier i storbyen at have børn i daginstitutioner. Noget, der allerede har givet anledning til voldsom kritik og debat. Og senest har hun fået stillet en ’luksuriøs’ 465 kvadratmeter stor lejlighed til rådighed af en lokal ’ejendomsgigant’, medens hun kæmper for borgmesterposten. Og hun afviser, at denne ’gave’ skulle være udtryk for andet en venlighed…”
Og i dag står vi så i den situation, at den tidligere rebel har taget sit gode tøj og forladt politik efter at have tabt kampen om overborgmesterposten i København. Og spørgsmålet er, om hun ikke i samme bevægelse trækker Socialdemokratiet ind i en situation, hvor det som parti ikke længere er relevant. For vi skal huske, at hele kampen om magten i Københavns kommune var og er orkestreret af statsminister og partiformand Mette Frederiksen, der kørte Theil i stilling ved at udskifte den upopulære Sophie Hæstorp Andersen (nu social- og boligminister) med Theil, der så gjorde som forventet, nemlig: satsede alt på at vinde valget med rigeligt med uspiselig valgflæsk . Men den gik som bekendt ikke. Socialdemokratiet led et forsmædeligt nederlag mistede en hundreårgammel magtposition og efterlod Mette Frederiksen politisk klædt af til skindet og tydeligvis usikker på, hvad hun og partiet nu skal gøre.
For nederlaget i København, som i øvrigt fulgte et forsmædeligt dårligt valg til EU, er ikke kun resultat af, at Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti fik de fleste stemmer, men er også en dom over Mette Frederiksens styre, siden hun insisterede på at gå i forbund med ’fjenden’ i form af Venstre og Moderaterne. En koalition, der nøgternt betragtet ikke har været nogen succes, uanset hvilken målestok man bruger. Theil har med sin manøvre med andre ord sat Frederiksen og hendes parti skakmat. Og hvad vil hun og partiledelsen gøre nu? Gå videre af den midtersøgende, højreorienterede retning, som partiet har været inde på længe – med flygtninge-/indvandrerpolitik, der er kalkeret af over Dansk Folkeparti og lignende højrepartier, krigsideologi (køb, køb, køb), fjernelse af hævdvundne goder (Store Bededag), reformer, der mest af alt ligner karikaturer (afgiftslettelse på sukker og chokolade, selv om fødevarepriserne er på himmelflugt) og så videre?
For det er utænkeligt, at Frederiksen og partitoppen standser op og spørger sig selv: Hvad var det vi glemte undervejs mod højre?! Hvilke idealer gik tabt, da vi for enhver pris kom til magten (og altså begyndte at tabe den)? Det er svært at forestille sig, at Frederiksen og Co. skulle skue tilbage mod det ’gamle’ Socialdemokrati og lære af det. Summa summarum: Theils politiske karriere (bare rolig – hun skal nok få et godt job uden for tinge) er også en slags gravskrift over den Thorning-Schmidtske-Corydonske-Frederiksenske udgave af Socialdemokratiet, der nu står over for den umådeligt vanskelige opgave at skulle genopfinde sig selv. Og måske kan man tillade sig at mene, at historien også er en fortælling om, hvordan en rebelsk ungdom alligevel trækker det længste strå til sidst?
opdatering d. 1/12-25: Og for at det ikke skal være løgn, så har Helle Thorning-Scmidt blandet sig i balladen om Socialdemokratiet og Københavns Rådhus, idet hun har udpeget Pernille Rosenkrantz-Theil til at være skurken bag den socialdemokratiske nedtur ved valget. Problemet er blot, at Thorning-Schmidt åbenbart helt glemmer, at Rosenkrantz-Theil er indsat af partileder Frederiksen og at hun – Thorning-Schmidt – derfor indirekte peger på magtens centrum med sit synspunkt. Og hendes indblanding i balladen gør den bare så meget desto mere akut. Nu handler det om, at Socialdemokratiet skal forsøge at finde sine egne ben og genopfinde sin politik. Det kan nok ikke nås til folketingsvalget, så der er godt tid til at være i tænkeboksen…