Indlæg nr. 17094.

Forleden dag fik jeg købt nyt blæk til mine fyldepenne (ja, jeg har nu mere end en fyldepen, faktisk en god snes). Så jeg ikke løber tør. For jeg skal gerne skrive lidt, hele tiden. Og helst med blæk. Ikke nødvendigvis fyldepen. Jeg elsker også en god kuglepen (har flere gode Parker-penne, der har været mine favoritter, siden de for alvor slog igennem i tresserne) eller en af de moderne ball– eller gel- penne. Jeg er ingen kostforagter, hvad skriveredskaber angår. Og så skal jeg selvfølgelig ikke glemme blyanterne, der findes i mange gode varianter. Fra gode gammeldags Vikingblyanter til alskens trykblyanter af højeste kvalitet.

Og så er der selvfølgelig det her, skriveriet på tastaturet, der også er en fornøjelse for mig, hvorfor jeg holder gang i bloggen på nittende år (snart tyvende). Også et godt afløb for min ældgamle skrivekløe.

Og som trofaste læsere af bloggen vil vide, så dukker spørgsmålet om at skrive en bog op med jævne mellemrum. Det er åbenbart stadigvæk, tænker jeg, sådan, at det ypperste, man kan skrive, er – en bog. Selv om bogen har haft trange kår og måske (måske ikke) er en truet art på grund af nye generationers orientering mod medier, der især gør sig i billeder og lyd. Omvendt holder bogen ud, både i gammeldags format og som lyd- og e-bog-bog.

Og jeg har da også overvejet forbigående at kaste mig ud i projektet. Måske skrive en folkelig udgave af min magisterafhandling, måske skrive den digtsamling, som mine Hvedekornsdigte kaldte på, måske gøre som min afdøde studiekammerat, starte et forfatterskab i en høj alder og bruge de sidste år på at skrive bøger i et lille aflukke af verden!? Ideer er er nok af.

Ja, jeg er nogle gange kommet så langt, at jeg har tænkt på en titel. Senest, at bogen skulle hedde Forsømmelsernes bog, men den titel er allerede taget af min navnebroder Carsten Jensen til nogle essays (som jeg ikke har læst). Men titlen ville sådan set passe mig vældig godt, fordi min aldrende erfaring tilsiger mig, at livet kan anskues som en lang række små og store forsømmelser. Alt det, alle de ting, man ikke når. Og oplevelsen af, at der altid vil være noget, stort som små, som man netop ikke når, inden det uigenkaldeligt er slut. Og i et sindssygt øjeblik forestiller jeg mig, at jeg ligger der i kisten med et stykke kridt i hånden og begynder at skrive på indersiden af låget, når jeg sænkes i jorden, for dog at få det allersidste med. Men nu er vi helt ude i en gal mands spekulationer. Og jeg har forliget mig med tanken om forsømmeligheden som et grundvilkår i mit liv. Ikke som noget, jeg skal beklage, men snarere holde af som en motivationsfaktor og drivkraft, der hele tiden tvinger mig til at anstrenge mig lidt mere for at nå det..og det.. og det. Tja.

Men næppe har tanken om bogen igen strejfet mig, før den forsvinder igen som dug for solen. For jeg ved godt, at det for mit vedkommende ikke handler om at efterlade en eller flere bøger. Men alene om at få afløb fra skrivekløen (hvor den så end kommer fra?) og på den måde sætte nogle spor i verden. For det gør jeg, vi, hele tiden uden at tænke over det. Den franske filosof Jacques Derrida, som jeg har fundet megen inspiration hos, var en sand mester i at tænke sporet. Ikke kun sporet i fysisk forstand (fx fodspor) men også sporet i enhver anden forstand. Og – tror jeg – han mente, at sporet ville man altid kunne læse sådan, at nogen havde været der. Omvendt så tror jeg, at sporene efter os en dag vil være borte og alt glemt. Det er livets lære.

Nå, men hvor ville jeg egentlig hen med disse spor? Jo, blæktanken er fyldt op, maskinen tændt, og kløen klør. Drømmen om en bog fortoner sig i det uvisse og fingrene taster løs, inden tankerne helt har materialiseret sig. Så alt er godt. Alt er som det skal være. Halleluja.