For nogle måneder siden var jeg en tur sydpå, nærmere bestemt på Fredericia-kanten. I bil. Min svigerfars, som jeg havde lånt, da vores egen havde mekaniske problemer. Da jeg skulle hjem igen om aftenen, ville bilen ikke starte. Men heldigvis havde en nabo et aggregat, der kunne sætte gang i dyret igen. En såkaldt jump starter. Det er – forenklet sagt – et batteri eller en powerbank med to klemmer, en rød til +polen på bilens batteri og en sort til -polen. Og så sætter man de to klemmer på de respektive poler – først den røde og så den sorte – og starter bilen. Vupti, og man er i gang, og bilen sørger for at lade batteriet op.
So ein Ding muss ich auch haben tænkte jeg straks, da jeg så denne lille multifunktionelle tingest (multifunktionel, fordi den også kan fungere som powerbank for mobilos, lygte og andet). Og som tænkt så gjort. Dagen efter kørte jeg til den lokale butik for biludstyr og købte en jump starter. Det skulle vise sig at være et fornuftigt træk. For næppe var vi kommet ind i november måned med kolde morgener og frustrerede bilister, der måtte opgive at få gang i deres biler før jeg stod i samme situation igen. Til trods for at bilen stod i garage. På med jump starteren og vupti var der gang i de firhjulede igen. Og problemet gentog sig de næste par dage, hvorefter det gik op for mig, at min svigerfar ikke havde fået udskiftet sit batteri længe. Ja faktisk viste det sig, at han kørte med det batteri, der sad i bilen, da han fik den – for seksten år siden… Så nu har han et nyt batteri – og – ! – sin egen jump starter.
Jeg er langt fra nogen ørn, når det gælder biler, men kan dog det mest elementære – lige fra at skifte mellem sommer- og vinterdæk, sørge for at der er sprinkler- og kølervæske på køretøjet, sørge for det korrekte lufttryk, at alle pærer virker som de skal (og skifte dem om nødvendigt) og mere til. Og af samme grund har jeg en forkærlighed for tekniske hjælpemidler. Lige fra en ordentlig donkraft og ditto momentnøgle, når dækkene skal skiftes, til den seneste investering – efter jump starteren – en digital kompressor, hvormed jeg kan pumpe luft i dækkene på bilen (men også på cyklen, badebolden m. fl. Sidstnævnte indkøb blev nødvendig en dag, hvor jeg skulle pumpe luft i dækkene ved en lokal benzintank og pumpen var gået i stykker med det resultat, at et af dækkene blev helt fladt. Heldigvis lå der en biludstyrsforretning lige i nærheden, hvor de kunne sælge mig en kompressor. Held i uheld, som man siger.
Wauh det var en lille fin ‘praktisk’ julehistorie med sådan en hjælper Powerstarter.. god at have i bilen✔️