For nylig kunne man i pressen læse om den musik, der dominerer hitlisterne og spillelisterne i disse år. At den, kort fortalt, var domineret af unge kunstnere (under 30) og at sangenes tekster derfor afspejlede sig unge menneskers problemer. Det er jo i sig selv ikke noget nyt. Sådan har det altid været. Problemet er, at de ældre, de voksne ikke kommer til orde i den sammenhæng med deres aldersbestemte erfaringer og tanker. Og forklaringen er jo ikke, at der kun lyttes til unge kunstnere, selv om unge lyttere selvfølgelig vil lytte til kunstere af deres egen alder, men derimod, at det er sådan musikindustrien fungerer i disse tider. For det er jo ikke sådan, at der ikke kommer musik fra andre segmenter end de helt unge.

Et fint eksempel er sanger og sangskriver Hanne Lynge og hendes nye album Do it. Med 30 år på bagen som sanger, sangskriver, sanglærer, psykoterapeut, bostedsstifter med mere siger det næsten sig selv, at tekstuniverset kommer ud over de grænser, som helt unges erfaringsverden holder sig inden for. Og et udmærket eksempel på denne modenhed finder man i den allerførste sang på pladen, “Insane”, der kredser om den erfaring, at vi dels ikke er herrer over vores egne følelser og dels og i forlængelse heraf ikke dybest set bestemmer, hvem vi elsker:

All the words in my head are aimed at you
I can’t get away, I can’t get through
I bought you a one-way ticket out
You left but forgot to take the doubt
All the words in my head are aimed at you
The minutes pass, I wait for you
I try to let you go, hey, what do I do
Try to say that I don’t care,
but if you call then I’ll be there
The minutes pass, I wait for you
My feelings are all pain,
You’re driving me insane
You’re taking up the space on my new record

Som englænderne udtrykker det, så er kærligheden noget man ‘falder ned i’ som i en gryde. Ikke som et bevidst valg, men som netop et ubevidst valg, som først går op for en, når man er faldet. Og som det derfor kan være svært at  ud af eller op af igen – også når der går kludder i forholdet. Som i sangen her, hvor kærlighedens genstand hjemsøger sangskriveren og besætter ordene og sporene på pladen. Se det er, hvad man kalder modne erfaringer, som man ikke skal forvente på tidens hitlister.

Jeg vil ikke nærlæse alle Hanne Lynges fine tekster, der alle har den modenheds tyngde, som citatet ovenfor demonstrerer, men trygt overlade det til lytterne at grave sig ned i dem og lade sig berige af de erfaringer og oplevelser, de omhandler. Der er nok at tage fat på. God fornøjelse på rejsen.

Musikalsk lægger Hanne Lynge også en vis afstand til tidens moderne og ofte meget digitaliserede toneklang med en musik, der trækker på en lang tradition af singer-songwriter-kunst med vægten på håndspillet, analog toneklang, virkeligt gode melodier og arrangementer, der både bærer tiden med sig og fremstår med et dugfrisk udtryk. Sammen med et stærkt, loyalt og lydhørt hold af musikalske legekammerater – Mikkel Grue (guitar), Jesper Haugård (bas), Lars Frimodt-Møller (trommer), Anna Hansen (kor), Emma Sommer (kor) og Lars Rahbek Andreasen (tangenter og produktion) – har Hanne Lynge fået skruet et modent singer-songwriter-album sammen. som både henvender sig til yndere af netop den tradition og åbner sig mod andre, der har mod og lyst til at give hendes fine sange en chance. Og det lønner sig – skal jeg hilse at sige. Hermed varmt anbefalet herfra.

Hanne Lynge. Do it. Produktion: Las Rahbek Andresen. Gateway Music. Er udkommet.