Nogle gange kan det godt være svært at rekonstruere associationernes sære veje. Som f. eks., hvordan jeg kom til at tænke på det lille supermarked (det hed det vist ikke dengang), der lå i nærheden af mit barndomshjem og bar navnet Priso. Men det var vist noget med de stigende fødevarepriser i daglighandlen, regeringens forkølede forsøg på at kompensere lidt ved at fjerne moms på sukker og chokolade, og kogekonene Camilla Plums forsøg på at overbevise os om, at vi i øvrigt betaler for lidt for vores (dårlige) fødevarer og – af hensyn til klimaet, folkesundheden, madglæden osv. – burde betale mere for godt kød, gode danske grønsager og så videre. Der var vist et par associationsled mere, men lad nu det ligge.

I hvert fald var jeg pludselig tilbage i barndommen og husker, jeg stod uden for Priso sammen med min mor en sommerdag og skulle handle. Og udenfor stod der bakker med friske danske jordbær. Senga sengana med flot rød farve (og fantastisk smag) til kr. 0,25 pr. bakke. Jovist, det var billigt. Også dengang. Og oplevelsen har lagret sig sammen med navnet. Priso. Endnu et af disse sære navne for supermarkeder (senere discount-butikker). Netto, Fakta, Aldi, Alta, Lidl og så videre. Måske skulle det signalere noget med lave priser, som netop den slags butikker ofte forsøger at sælge sig selv på. Nuvel. Priso er her ikke mere. Det samme gælder de gode, og billige, senga sengana- jordbær (sikkert fordi de ikke havde samme robusthed som nyere typer). Men i barndommens land var de og navnet der. Og nu er barndommens land så inde i erindringens snirklede associationskæder og neurologiske irgange. Sig navnet: Priso.