For mange år siden, da jeg gik i folkeskolen, havde jeg en penneveninde i Frankrig. At have pennevenner og/eller -veninder var ganske almindeligt dengang, hvor der både var brevpost, intet internet eller digitalt kommunikationsudstyr. Og – så vidt jeg husker – så boede hun med sin familie i det nordlige Frankring (Bretagne). Hvordan jeg kom i kontakt med hende husker jeg ikke helt klart, men det var vist noget med et blad, der formidlede kontakter til mulige pennevenner. Og igennem et par år, tror jeg, skrev vi sammen – på engelsk – om vores musikinteresser. Hun om , hvad der foregik på den franske scene, som dengang – i tresserne – nærmest var lukket land for resten af europæerne (ikke mindst på grund af sprogbarrieren): og jeg skrev om, hvad der rørte sig

i en dansk sammenhæng. Det var vældig hyggeligt. Vi udvekslede fotos og informationer om vores respektive familier og skolekammerater. Og så var det pludselig forbi. Det stoppede bare.

Jeg kom i tanker om min penneveninde, da jeg faldt over den franske sanger Ronald Méhu, der have kunstnernavnet Ronnie Bird. Han er fra 1946, lever endnu, og var dengang eksponent for fransksproget import af lyden af the British Invasion. For dengang var der, som sagt, nærmest en sproglig Berlinmur mellem Frankrig og de øvrige europæiske lande. Og Ronnie gjorde, hvad han kunne for at importere de nye toner fra Amerika og England. Hans første større succes var ”Adieu à un ami” (Farvel til en ven), der var e hyldest til Buddy Holly. Et par år senere frankificerede han Rolling Stones. Ronnie Bird var en af de mest populære mandlige sangere i tresserne og han sørgede for at hente navne som Chuck Berry og Tom Jones til landet, hvor han optrådte sammen med dem. Han var en slags garant for, at den franske ungdom – trods sprogbarrieren – fik adgang til den nye, ungdommelige lyd fra den angel-saksiske verden.