I mine mange år med musik i blodet har der været perioder – korte og lange – hvor bestemte stykker musik, typisk albums, har haft en nærmest besættende indflydelse på mig . Således da det engelske art rock – new wave-band Deaf School udsendte deres tredje album i 1978 – English Boys Working Girls. Jeg husker ikke helt, hvad det var, der fik gnisten til at tænde. Jovist gjorde albumcoveret med forsangerinden Betty Bright iført en slags rød kjole på en skarp sort-hvid grafisk baggrund et dybt indtryk på den unge Capac, men det var også og først og fremmest bandets særegne, energiske udgave af new wave, der hensatte mig i en slags ekstase, hvor indtagelsen af pladens sange, kombineret med indtagelse af en vis græsk rødvin lagde beslag på en del timer af min hverdag. Det var – for at gøre det kort – en euforisk oplevelse at sætte pladen på grammofonen, sætte hovedtelefonerne på ørerne og nedsvælge rødvinen, medens Deaf School opførte deres frenetiske mesterværk. Hver gang jeg hører sange fra det album er jeg tilbage i det lille bondehus, hvor jeg boede en kort tid i 1978. Det var i Skejby ved Århus. Huset og omgivelserne er i dag forsvundet til fordel for offentligt byggeri i relation til Århus Universitetshospital.
Deaf School blev aldrig et af de helt store navne i new wave-epoken, men de forbliver et af mine yndlingsbands fra netop de år. Og så er det stadigvæk aktive og gendannes, når situationen kræver det. Refugee…
Og et nummer kan især hensætte mig i nærmest ekstase, nemlig “Golden Showers”. Ikke på grund af tekstens tematik, men fordi det er et af de allermest energiske og potente rocknumre på pladen, som holder 100% den dag i dag. Den kan til enhver tid fjerne det mindste tilløb til dårligt humør, her hvor jeg sidder.