Et brev ændrer med et livet for pensionisten Harold Fry, der lever et stille, rutinepræget liv med sin kone Maureen et sted i det sydlige Devon. Brevet er fra Harold gamle arbejdskammerat Queenie, der ligger for døden af kræft på et hospice i Berwick-upon-Tweed, 800 kilometer borte. Harold forsøger at besvare brevet, men kan ikke finde de rette ord og kan ikke få sig selv til at sende brevet med posten. På den lokale benzinstation møder han en ung, blåhåret kassedame, der fortæller ham en historie om sin egen tante, som hun med sin opmuntring hjalp til at holde kræftsygdommen i skak. Og Harold inspireret straks af pigens historie, som senere viser sig at være en løgnehistorie, og beslutter sig for at gå hele vejen til Berwick og på den måde hjælpe Queenie med at holde fast i livet. Derfor sender han brevet med en ny tekst, der fortæller, at han er på vej til fods. Og så begynder han sin lange vandring, iført sine gamle sejler-sko og sit hverdagstøj.

Maureen misforstår Harolds hensigt og bliver både skuffet og vred, fordi hun først tror, at Harold har forladt hende efter mange års ægteskabelige problemer. Men en behjertet nabo fortæller hende, at hun har misforstået Harolds hensigter. Det viser sig da også, at Harolds vandring ikke så meget handler om hans liv med Maureen, men om de svigt og den fejlen, han har gjort sig skyldig i i sit liv. Ikke hans fejlen som far til sønnen David, der var en kløgtig dreng med udsigt til en uddannelse på Cambridge, men som endte med selvmord efter en lang periode med misbrug. Noget Harold ikke kan tilgive sig selv.

På sin vej mod Berwick møder Harold forskellige mennesker, der hver på deres måde hjælper ham videre, men som hans mission også smitter af på. Der er den slovakiske læge, der må arbejde med rengøring. Hun behandler hans medtagede fødder, giver ham husly og lidt udstyr til resten af vejen. Harold giver hende troen på, at man selv kan gøre en forskel i sit liv. På en cafe møder han en mand, der hver uge mødes hemmeligt med en ung, lettere handicappet mand af udenlands afstamning, som har gjort et stort indtryk på manden. Der antydes et lidt perverst erotisk forhold, idet manden har en forkærlighed for at slikke den unge mands kondisko. Harold agerer den upartiske lytter og man fornemmer at det er alt nok for manden. Han møder også en religiøs kræftlæge, der slet ikke forstår Harolds ikke-religiøse projekt. Og alle han møder bliver berørt af hans mission og giver ham lidt at fundere over.

Harolds vandretur udvikler sig på et tidspunkt til en nærmest Forrest Gumpsk fortælling, hvor medierne får nys om hans mission og får mange mennesker til at slutte sig til ham. Det viser sig dog hurtigt, at disse ”fans” er mere optaget af medieopmærksomheden end af Harolds vandring. Og det ender med at han går for sig selv det sidste stykke vej. Men lige før han når sit mål er han ved at give op og Maureen må overbevise ham om, at han skal gennemføre sit projekt. Hvilket han gør. Og mødet med den døende, taleløse Queenie er næsten et anti-klimaks til vandreturen. Harold afleverer en lille gave, en lille halskæde med et glassmykke og genforenes derefter med Maureen.

Fortællingen er lige så banal som gengivet her. Og det er en fortælling, der kalder for mange fortolkninger. Ikke mindst, fordi Harolds vandring bygger på en løgn. Hans vandring handler slet ikke om at holde Queenie i live med vandringen, men om Harolds smertefulde selvransagelse som ægtemand, far, arbejdskollega osv. Og forfatteren til historien undgår den nærliggende fælde, at gøre Harold til en religiøst kaldet mand. Harold er bare kørt fast og træt i sit liv og kan ikke andet end at handle.

Filmen er velfortalt lige ud ad landevejen med smukke billeder fra det engelske landskab og de engelske byer. Og så er den velsignet med fornemme skuespilpræstationer af Jim Broadbent som Harold og Penelope Wilton (kendt fra f. eks. Downton Abbey) og mange andre i biroller. Det er en slags feel good-film af den slags, som en Mike Leigh kunne have skabt, hvis han ville. Absolut værd at spilde en aften på.