De sidste par år af mit arbejdsliv underviste jeg flygtninge og indvandrere i dansk. Blandt dem mange syrere, der kom til Danmark i 2015 og 2016 og gav anledning til megen politisk debat. For mig var det en stor oplevelse at møde mennesker fra f. eks. storbyen Aleppo (11 millioner indbyggere), der var totalt ødelagt med store menneskelige omkostninger. Jeg kunne ikke lade være med at forundres over, at nogen kunne have overskud til at genstarte livet i helt fremmed land mod nord efter f. eks. at have mistet sin ægtefælle på turen over Middelhavet i en lille gummibåd.

Disse oplevelser fra arbejdsmarkedet gjorde at jeg måtte se filmen The Old Oak, som DR viste i går.

En anden årsag er, at filmen er lavet af en af mine helt store favoritter blandt filminstruktører, nemlig den alderstegne engelske filmmager Ken Loach, der har ry for at leverer film med et socialistisk tilsnit.

Og det to årsager finder et fælles punkt i filmen, der begynder med, at en bus fuld af netop syriske flygtninge kører ind i en forhenværende mineby i County Durham. Sammesteds kæmper den tidligere minearbejder TJ Ballantyne for at holde sin pub The Old Oak kørende som et af de få tilbageværende – ja, faktisk det eneste – steder, hvor byens indbyggere kan mødes.

Der går ikke længe før de første skærmydsler mellem indbyggerne og syrer opstår – faktisk allerede, da de kommer ud af bussen. En fordrukken mand fravrister en ung syrisk kvinde hendes kamera med det resultat, at kameraet falder på jorden og går i stykker. Og denne hændelse bliver så at sige fortællingens udgangspunkt, idet TJ får kontakt med den unge syriske kvinde Yara og starter et på mange måder umage venskab, der bliver omdrejningspunktet for de to gruppers fremtidige sameksistens.

Det vil være synd at afsløre mere af handlingsforløbet, for filmens styrke og fascinationskraft ligger netop i den konkrete fortællings realisme og menneskelighed. Uden af propagandere viser Loach, hvordan solidaritet (ja, ordet dukker op) genereres gennem et helt konkret, dagligdags fællesskab, hvor det går op for de involverede, at de har meget mere til fælles end til forskel. De indfødte har været igennem Thatcherismens voldsomme nedlægning af minedriften i England med voldelig underkuelse, fattigdom, sult og meget mere som resultat og syrerne tilsvarende undertrykkelse fra Assads voldsomme undertrykkelse af den syriske befolkning. Gennem en række helt konkrete hverdagsepisoder opbygges et fællesskab og sammenhold, der er stærkere end de fordomme, der er der som rygmarvsreaktioner hos indbyggerne. Og det er filmens helt store styrke, at den viser denne skabelse af fællesskab helt nede på hverdagsplan. At den så – måske – glorificerer lidt er en anden sag, som man individuelt kan overvej om man vil sluge. Men alt i alt er det en fin film, der som altid hos Loach går mod strømmen på det kommercielle filmmarked.