Så blev den vinget af i kalenderen. Juleaften. En dejlig stund med familien og helt på børnebørnenes præmisser. Det vil sige, at hele forestillingen var rykket et par timer frem, så ungerne kunne få deres gaver (som de godt vidst, hvad var, fordi de er forvænt med at få, hvad de ønsker), julemaden kunne nydes i nogenlunde ro (hvilket lykkedes ganske godt) og hjemturen sikrede, at den ventende hund ikke blev for urolig og nervøs. Det lykkedes alt sammen rigtig fint.

Og så kan jeg igen ikke lade være med at tænke på min sprøde ungdom, hvor en del af mine studiekammerater absolut ville afskaffe julen (med deres respektive familier), fordi julen var en ‘(små)borglig opfindelse’, der alligevel ville forsvinde med samfundsomvæltningen. Men som bekendt lykkedes det ikke. Julen er her stadigvæk, og lur mig, om ikke de nu gamle samfundsomvæltere er faldet til patten og sidder med ris à la mande i skægget og portvin i glasset. For er julen som tradition ikke et godt bevis på, hvor svært det er at lave radikalt om på tingene!? Og hvis det er så svært at omvælte julen, hvor svært er det så ikke at omvælte hele samfundet!? For julen er jo blot et eksempel – af såvel kristen som hedensk observans – på noget af det, der alt andet lige kitter befolkningen sammen og gør det med traditionens styrke, der er så stærk, at der også er plads til fornægterne og ignoranterne, som i deres benægtelse blot indirekte bekræfter det hele . Selv har jeg – min røde ungdom til trods – aldrig troet på en revolutionær omvæltning af samfundet. Ikke kun, fordi de revolutioner vi har oplevet historisk set, alle er mislykkedes i et eller andet omfang. Jeg hælder mere til globetrotteren Bruce Chatwins tanke om, at de store forandringer kommer som ‘et vindpust’. Uden at bomberne falder, uden at nogen bliver stillet op ad muren og skudt osv., men som et stille, overraskene ryk. Lidt à la dengang Berlin-muren pludselig faldt og man kunne opleve det live på tv. Når udviklingen er kommet derhen, hvor forandringen er uomgængelig, så kommer det der lille pust af en historisk vind og tingene forandrer sig til noget helt andet. Om jeg så nogensinde kommer til at opleve det lille pust, ved jeg heldigvis ikke, men det skal nok komme.

Sidste julesang i denne omgang: