Nej, jeg har ikke helt droppet flow-tv, som jeg er vokset op med. Men er nået ned på en relativt lav daglig dosis. Nogle dage ser jeg slet ikke fjernsyn. Men, juledagene har kaldt på min indre fjernsyns’narkoman’. Og hvad gør man så, når programfladen på dansk er ringe med nyhedsprogrammer, der ikke ved, hvad de skal fortælle om og gør det i et tempo, så man let bliver rundtosset, men ikke oplyst,  mennesker, der graver huller i jorden eller dyster om at bage, royalt stof (som åbenbart er uudtømmeligt) og mere til?

Så fik jeg den idé, at jeg – tralala – kunne gense et par, faktisk tre, film, som jeg har set til hudløshed. Og sådan blev det. Et gensyn med hhv. Notting Hill, Love Actually og Fire bryllupper og en begravelse. Og sådan blev det. Og selv om jeg kender filmene rigtig godt og der ikke var nogen overraskelser ved gensynet, fordi jeg husker hver eneste scene, så var der alligevel – for en gammel cineast som mig – en stille fryd ved at se filmene igen.

For dels er det fermt håndværk (forudsætningen for at lave filmkunst), dels er engelsk skuespil som hovedregel fortræffeligt. At man kan have sine forbehold over for filmenes fælles lovprisning og besyngelse af ‘true love’ er en ting, som man skal have slugt, længe inde man sætter sig i lænestolen. Det samme gælder filmenes ønske om at underholde, dvs. leve op til vores laveste forventninger om, hvordan en romantisk komedie skal foregå og slutte (happy end!) og for enhver pris ikke få os til at beskæftige os med virkelighedens alvor på andet end en yderst overfladisk måde.

Så for mig blev det en stille øvelse i at se de ting, man måske i første omgang, ikke lagde vægt på. F. eks. scenografien, lokationerne, kameraføringen (ja, den går jeg meget op i – læg f. eks. mærke til, hvordan kameraet i Fire bryllupper…, da Charles (Hugh Grant) og Carrie (Andie MacDowell) omsider – i regnvejr – får erklæret deres true love til hinanden … laver en kliché-bevægelse fra det kyssende par og op i himlen!) og alle de udenomsværker, der skal til for at skabe en vellykket film. Og oven i hatte fik min viv mig ind på en overvejelse om, hvorvidt nu Andie MacDowell var den rigtige til rollen som Charles’ udkårne. Fordi dialogerne mellem de to slet ikke glider så let og ubesværet som de øvrige dialoger i filmen!? Og at det måske har noget at gøre med, at  MacDowell er amerikaner, medens Hugh Grant er så engelsk, at de halve kan være nok? Hvilket selvfølgelig gav anledning til en snak om, hvem der evt. kunne være et bedre bud i rollen? Måske Julia Roberts, der klarede det væsentlig bedre i Notting Hill? Eller en engelsk skuespillerinde med amerikansk accent (piece of cake derovre)?! Og det gode ved den strategi er, at englænderne netop har styr på disse sager, selv om der – som påpeget – godt kan være smuttere og fejlgreb undervejs. I hvert fald fik jeg en dosis fjernsyn, nok til at dulme abstinenserne.

Og en yndlingsscene – fra Fire bryllupper… – hvor Matthew (John Hannah) på smukkeste vis siger farvel til sin elskede Gareth: