Oh yes, man is a fool, and he thinks he’ll be okayDragging on (ooh) feet of clay (ooh), never knowing he’s astrayKeeps on going anyway [ABBA – Happy New Year]
Til årsskiftet hører også nytårstaler. I aften således kong Frederiks. Og pressens nyhedssultne hunde halser allerede af sted og forsøger at forudsige, hvad Frederik vil sige i sin traditionelle tale. Og alene det forhold, at journalister og andre royalt indstillede mediepersoner mener sig kvalificerede til at gætte indholdet af talen, er for mig det bedste tegn, ja bevis, på, at der ikke bliver sagt noget virkeligt overraskende, noget der vil ryste befolkningen og magthaverne i deres grundvold eller bare efter os med åben mund og forbavselse. Og det er ikke kun kongens tale, det gælder. Det gælder alle de taler, der på dette tidspunkt bøjer sig for konventionen og forsøger at sige noget meningsfuldt om året, der gik, og den kommende tid.
Selv har jeg ingen planer om at se omtalte tale eller statsministerens i morgen. Det er sådan, min tilgang til nytårsaftens dag er og længe har været. At jeg så ikke helt slipper for en sentens, når jeg passerer forbi husalteret (tv’et) er en anden sag. Og jeg får nok også nogle kommentarer fra husets frue om talen. Men det er en anden sag. Min dag skal, sådan som det har været tilfældet, siden jeg stod op kl. 7.00, foregå langsomt og uden et højt aktivitetsniveau, så jeg kan nærme mig det nye år stille og roligt. Det eneste, jeg ønsker mig for aftenen er, at de unge holder lidt igen med knaldfyrværkeriet, fordi min ven hunden slet ikke bryder sig om det, og derfor nok kommer til at ligge noget af tiden på mit skød eller lige ved siden af.