Lige som vi i Danmark hjemsøges af fortidens spøgelser i form af diverse opgør med de forhold, samfundet bød visse grupper – børnehjemsbørn, grønlandske kvinder, tvangsanbragte ’socialt udsatte’ – så har man også i England en fortid, man ikke længere er stolte af. Det gælder blandt andet alle de mennesker, der ofte ufrivilligt blev en del af projektet Ten Pound Poms, der sendte britiske borgere til Australien og New Zealand efter krigen. Navnet på projektet, der blev støttet af såvel de australske som de newzealandske myndigheder skyldes, at det kostede sølle ti pund at blive sendt frem.
Og nu er migrationsprojektet blevet genstand for en australsk-britisk dramatisering. Første sæson på i alt seks afsnit bliver pt. Sendt på DR. Og den kommer – forståeligt nok – med flotte seertal og anmeldelser.
Man følger en flok briter, der i 1956 drager af sted mod det forjættede Australien, lokket af farvestrålende reklamer, der lovede bedre jobmuligheder, rigtige huse at bo i og i det hele taget et bedre liv – for kun £ 10 (svarende til £ 260, 58 i nutidige penge…). Men, som man næsten kan tænke sig til, så er livet i Australien alt andet end en dans på roser. Forskelsbehandling (de bliver kaldt ’skidtbriter’ og behandlet derefter), racisme (mellem australierne, aboriginals, englændere, italienere osv.), dårlige arbejdsmuligheder, dårlige boligforhold (barakker med tynde vægge, skimmelsvamp, kakerlaker osv.), pengeproblemer, hjemve, krigstraumer osv. Men også en historie om at holde fast i drømmen om et bedre liv, kæmpe sig gennem de massive problemer, der opstår og ikke give op. Og nogle er bedre til det end andre.
Det fine ved serien er netop dens beskrivelse af disse konkrete menneskers livsvilje og evne til – mod alle odds – at finde individuelle veje til et andet liv end det, de kom fra.
Skuespillet er solidt som man er forvænt med i britiske serier uden at det er lutter kendte ansigter i rollerne . Fortællingen er solid med en god, troværdig beskrivelse af det usle miljø de ender i, men også af landets visuelle kvaliteter. Hvordan det ender ved jeg ikke, da jeg indtil videre kun har set de første tre afsnit, men jeg er fortrøstningsfuld. Og så er anden sæson allerede produceret.