Der er efterhånden ret tomt på DRs hylder for kriminalserier. Så som tv-narkoman må man ty til andre forlystelser på flow-tv. Og pudsigt nok står den engelske true-crime-serie The Hack ikke på krimi-hylden. Det ændrer dog ikke ved, at den sagtens kunne gøre det, selv om den bryster sig af at bygge på den virkelige hacking skandale på News International.
Og det forhold, at man måske har læst om skandalen i pressen, da den kørte, ændrer ikke en tøddel ved, at den har et spændingsniveau, der sagtens kan matche de krimier, jeg har anbefalet på min vej. Og med til at skabe den kriminalistiske spænding hører, at serier væver to sager sammen. Dels telefon-hacking-sagen på det af mediemogulen Ruper Murdoch ejede – nu ikke længere eksisterende – News International – og dels uløste, brutale mord på privatdetektiven Daniel Morgan, der findes dræbt med en økse i hovedet, og som havde forbindelse til netop News International.
Halvvejs gennem serien kan jeg konstatere, at historien er fremragende fortalt med stor humoristisk sans og eminent forståelse for det komplekse spil omkring journalistik, penge, magtinteresser og private forhold. David Tennant i hovedrollen som jounalisten Nick Davies, der får lavinen til at rulle, er rigtig god som en sammensat figur, bestående af en lidt distanceret familiefar og ægtemand, free-lance-journalist på den venstreorienterede avis The Guardian og detektivisk jæger efter sandhed og retfærdighed. Og han suppleres flot i de andre roller, f. eks. Toby Jones i rollen som Davies’ lige så renfærdige chefredaktør.
Selv om man måske kender den virkelige historie og dens udfald, så er der meget god spænding og intelligent underholdning at hente i denne syv episoder lange serie. Nok til at dulme de værste abstinenser hos en gammel forfalden tv-forbruger.