Måske har vi at gøre med en ny tendens i britisk krimi!? Jeg tænker f. eks. på serien Chelsea Detective, hvor politimanden Max Arnold har sympati for personer med telepatiske og andre okkulte evner eller Bookish, hvor hovedpersonens optagethed af antikvariske bøger bliver en ledetråd i opklaringen af kriminalsager eller serien om autisten Patience, hvis kognitive ’forstyrrelse’ viser sig at være en nøgle til opklaring af forbrydelser eller hvad med krydsordsdetektiven Ludwig, hvis besathed af kryds-og-tværs-opgaver og lignende befordrer kriminalarbejdet og så videre.

Og seneste skud på den stamme er serien Code of Silence (hvorfor kan DR ikke anstrenge sig lidt og finde en god dansk titel?!), hvor den døve Alison, der er mere end ferm til at mundaflæse andre mennesker, engageres af politiet til at hjælpe med at skaffe oplysninger om nogle brutale røvere ved hjælp af netop mundaflæsning.

Jeg har set de to første afsnit af første sæsons i alt seks afsnit og det tegner godt. Alison er ikke bare en dygtig mundaflæser, men også en kvik ung dame, der ikke kan styre sin interesse for selve det detektiviske arbejde og derfor roder sig ud i noget, som hun ikke helt kan styre. Og bedre bliver det ikke af, at hun nærer visse følelser for en af røvernes medarbejdere, en ung computerekspert. Hvordan det ender må vi se. I hvert fald en stemningsfuld serie med sin egen særprægede dynamiske spænding i kraft af Alisons handicap og dens konflikt med politiets ’normalitet’. Anbefales – selv om der også er håndbold på skærmen.