Skruer vi tiden halvtreds år tilbage, nærmere bestemt til slutningen af 1975, så udkom Buki Yamaz’ eponyme debutalbum. Et album, der skilte sig ud dengang. Dels fordi det var instrumentalt; noget pladeselskaberne – de store i hvert fald – ikke var specielt interesserede i. Og dels fordi bandet med sin musik var med til for alvor at promovere, hvad man senere har kaldt verdensmusik; altså musik, der lystigt lod sig inspirere og påvirke af lyden fra andre lande og folkeslag end dem, man var vandt til. En tendens, der allerede så småt var i gang siden halvtredserne og tresserne (med latinamerikansk, cubansk og jamaicansk musik) havde rørt på sig, men som i løbet af halvfjerdserne for alvor trængte igennem til det store internationale musikmarked. Og her var Buki Yamaz i dansk sammenhæng pionerer og foregangsmænd. Og takket være det lille plademærke Hookfarm nåede Buki Yamaz med Aske Bentzon, Kim Sagild, brødrene Mikkel og Klavs Nordsøe og senere Kasper Winding, Ethan Weisgard, Henrik Bødker plus en stor håndfuld gæstemusikere ud til et lydhørt publikum og fik – som jeg husker det – også stor opmærksomhed hos beat-redaktionen på Danmarks Radios program 3, der var den tids kilde til ny musik.
Fem albums blev det til og et hav af koncerter, inden gruppen gik i opløsning i 1980. Men med deres unikke blanding af jazz, rock og alskens inspiration fra den sydlige halvkugle og superb musiceren med Aske Bentzons markante tværfløjte i forgrunden og en sublim rytmegruppe omkring Windings trommer satte de sig spor i mange musikelskeres erindring. Og derfor er der noget selvfølgeligt og naturligt over, at gruppen i anledning af det halve århundredes jubilæum er blevet gendannet og har søgt ud på turnelivets veje for at møde og genmøde sit gamle og nyt publikum. Og ikke nok med det! Det gode plademærke Hookfarm har stået for genudgivelsen af debutalbummet i såvel digital optimeret version og som eksklusiv vinyl.
Og jeg kan kun bekræfte, at musikken holder 100% den dag i dag. Den lyder lige så frisk og inciterende, som den første gang jeg hørte den på min gamle analoge radio hjemme på mit værelse på vestkysten. Så jeg kan kun på det stærkeste anbefale at man – gamle såvel som nye lyttere – tager Buki Yamaz til sig igen – på plade, digitalt og på scenerne rundt omkring. Velkommen tilbage Buki Yamaz; i har været savnet.
Buki Yamaz. Buki Yamaz. Produktion: Buki Yamaz. Hookfarm. Er udkommet.