Det begyndte, da jeg efter megen møje og besvær havde lært at læse i folkeskolens mindste klasser. Jeg blev aldrig den hurtige læser, der sluger den ene bog efter den anden i løbet af en uge. Til gengæld forstod jeg tidligt værdien af at kunne fordybe sig i bogstavernes store jungle. Og det første bog-Mekka, jeg mødte, var skolebibliteket på Vestre Skole i Esbjerg. Men det blev for alvor – da mine forældre trak teltpløkkerne op og flyttede i parcelhus i Sædding lige uden for Esbjerg bymidte – da jeg begyndte at bruge Sædding Skoles bibliotek. Det lå først på selve skolen, og jeg passerede det hver gang jeg gik hen til cykelstativerne for at hente min cykel og køre hjem. Her brugte jeg mange timer på at snuse rundt i reolerne efter spændende lektyre og bøger der kunne oplyse mig om kønslivets mysterier; og så den mikroskopiske læsesal, hvor der var adgang til aviser, tidsskrifter og andre tryksager. Det var her, jeg fik smag for aviser, især dagbladet Information og dets omtaler af film, bøger og musik; og tidsskrifter med lignende indhold.
Senere blev Sædding Skoles bibliotek det sted, hvor jeg kom i erhvervspraktik hos bibliotekar Sørensen, der var en lille, venlig mand, der ikke forstod, at nogen ville i erhvervspraktik på skolebiblioteket, når man fx kunne blive det på et autoværksted eller hos en tømrer. Men jeg fik min vilje og dermed indblik i arbejdet bag reolerne.
Senere blev biblioteket en del af Sædding Centeret, der skød op klods op ad skolen i den periode, hvor indkøbscentre bredte sig over det ganske land som et markant udtryk for tidens forbrugerisme. Og skolebiblioteket blev et bibliotek for hele området. Og sådan har det været indtil nu, hvor byens magthavere og nogle entreprenante byherrer har fundet ud af, at centeret ikke længere er rentabelt, hvorfor man vil kondemnere det (og biblioteket) til fordel for byggeri af boliger (som de færreste sikkert får råd til at leje) og et nyt butikscenter. Planen er allerede vedtaget af h øjrefløjen i Esbjerg byråd. Men hvad med biblioteket, der også i dag er et mødested for stedets beboere, kaldet Mødestedet? Noget tyder på, at der vil komme et nyt bibliotek. Det vides ikke hvor, men tanken spøger i hovedet på politikerne.
Og så er det, at jeg kun kan drømme om og håbe på, at Sørensens bibliotek en dag vil få en acceptabel afløser, hvor unge nysgerrige mennesker som mig vil kunne søge hen og opleve den lise det er at fordybe sig i alskens tryksager. Uden Sædding bibliotek er jeg sikker på, at mit liv ville have set anderledes ud end tilfældet blev. Det var her jeg for nogle øjeblikke forlod verdens tummel og fandt glæden ved fordybelse i tryksværtens verden.
Fortællingen om skolebiblioteket som både genvej hjem og omvej ind i verden er genkendelig på den bedste måde. Og ja, kønslivets mysterier har nok lokket mere end én nysgerrig sjæl ind i faglitteraturen. At biblioteket nu risikerer at blive endnu et offer for ‘rentabilitet’ og boliger, ingen helt ved hvem skal bo i, er et tidstypisk paradoks. Man kan kun håbe, at Sørensens bibliotek får en værdig arvtager. Biblioteker er små undtagelsestilstande i hverdagen. Indlægget er i sig selv et argument for, at den slags steder ikke bare skal erstattes – de skal værnes.
@Uffe: Det gør altid lidt ondt, når man oplever, at barndommens land bliver genstand for ussel spekulation og
holdningsløs demontering. Og det lille bibliotek var, som beskrevet, en helle i min barndom og tidlige ungdom. Og helt frem til
min alderdom har jeg været flittig benytter af bibliotekerne i Århus og omegn. Er kommet der stort set hver uge (hvilket en tysk-kyndig bibliotekardame engang roste mig for) og har set, hvordan udbuddet bare er blevet decimeret og forringet år for år i de
kommunale spareplaners hellige tegn. Og jeg kan godt være i tvivl, når jeg læser om bibliotekarers og politikeres velmente forsøg
på at lokke ikke-læsende unge ind i bibliotekerne. De digitale skærme har et godt tag i ungdommen og folkeskolens kamp med de unges læselyst er vist at sammenligne med Don Quixotes kamp mod de genstridige vindmøller. Det eneste jeg kan gøre er at råbe op (= skrive) og stimulere mine børnebørn med (ofte uønskede) boggaver ved fødselsdage og i julen. Lidt har jo også ret.