Med et par dages forsinkelse kan jeg markere, at min mor ville være blevet 110 år (den 26/1). Det føles som var det i går, at hun døde. Men det var i 2004. Min far var død halvanden måned før; og da det gik op for hende, at han ikke var mere, holdt hun op med at spise og drikke. Den slags har jeg hørt om før – par, der er vokset så meget sammen, at de slet ikke kan leve uden hinanden og derfor må dø, når den anden dør. Men at opleve det på klods hold er hård kost.

Selv om jeg er en gammel dreng, så kan jeg stadigvæk savne min mor. Savne dengang, hvor jeg var flyttet hjemmefra,og hun troskyldigt ringede til mig på kollegiet, hvor der var telefoner på værelserne (som man ikke kunne ringe ud fra…). Eller – senere – når jeg stod i bunden af Gellerup Centeret og ringede hjem fra mønttelefonerne, der ofte var så fulde af mønter, at man kunne ringe gratis om aftenen.

Jeg er enebarn, og min far var sømand. Så måske er det indlysende, at jeg blev tæt knyttet til min mor, der altid var der for mig. Altid. Hele vejen gennem sit liv. Og intet i mit liv ændrede på den kendsgerning. Jeg vidste altid, at hun var der. For mig. Indtil altså den dag, hvor hun sov ind og jeg måtte rejse ned til Esbjerg for at sige farvel til hende for sidste gang.

Det lå ikke i kortene, at hun skulle blive 100 eller for den sags skyld 110, selv om hun og hendes eneste (lille)broder ofte spøgte med, at de begge ville blive langt over hundrede år. Det var mest af alt udtryk for livsglæde end noget som helst andet.