For lidt over en god uge siden udkom Rexens nye album The Chauffeur, der her skal anbefales. I PR-materialet til albummet gøres der meget ud af, at Rexen – Michael Rexen – har et opgør med manderollen, sådan som den tematiseres og udstilles i disse år i lyset af den moderne feminisme (som Rexen angiveligt identificerer sig med) og ‘bevægelser’ som #mee-too og woke. Samtidig insisterer Rexen på retten og pligten til at være mand. Og man kan sige, at netop denne pointe afspejler sig i albummets titel Chaufføren. For hvem har chaufføren ikke traditionelt været, hvis ikke netop manden!? Ikke sådan at forstå, at kvinden ikke kan køre bil, men blot som en konstatering af, hvordan det, man engang kaldte kønsrollerne var sådan fordelt. Det var manden, der sad bag rettet, havde styringen og sørgede for at passagererne blev kørt fra A til B og så videre. Jeg vælger at forstå det sådan: At kunstneren til trods for sit helhjertede opgør med og forbehold over for patriarkatet, som – ingen tvivl om det – er under afvikling i den vestlige verden, holder fast i, at manden stadigvæk skal være den, der sidder bag rettet, viser vej og tager vare på de andre i bilen.

Men, forsøg selv, ved hjælp af teksterne – der er aftrykt på pladens inder-lomme (-sleeve) – at analysere dig frem til den position, som Michael Rexen forsøger at indtage i kønskampen anno 20126.

Men det er ikke kun kønnet, kampen og opgøret med patriarkatet, der kæmpes om på pladen. For Rexen har også et opgør at udføre mod det, han kalder Mc-Donald-musik, som kendetegner meget af den musik, der udgives i disse år. For at blive i madens univers og metaforik, så drejer det sig om musik, der er alt for forarbejdet, dvs. udsat for alle de digitalt teknologiske forarbejdningsprocesser, der er mulige i dag, lige fra autotuning af stemmer, computeriseret arrangering og filtrering af musikken til brugen af kunstig intelligens. Så Michael Rexen søger på TheChauffeur at finde ind til og tilbage til en organisk autenticitet, en nøgen ærlighed i udtrykket, der trækker tråde tilbage i tiden til dengang, hvor hele den teknologiske overbygning slet ikke var opfundet. Og dette udtryk har kunstneren fundet i samarbejdet med en række musikere, der udfolder sig på analoge instrumenter især, og i et studie – Peter Gabriels _Real World Studios – hvor det har været muligt at realisere ambitionen sammen med producer Silas Tinglef og mixer John Parish (kendt fra blandt andre P J Harvey).

Og sammen med disse gode mennesker er det lykkedes Michael Rexen at skabe et album, der emmer og oser af et autentisk nærvær, som man ganske rigtigt ikke finder meget af på nutidens plademarked. Sangene med Rexen i den vokale forgrund er nøgne fortællende stykker, der nok er melodiøse, men især har deres styrke i deres nøgenhed og intimitet. En særlig diskret fortrolighed ligger over de elleve sange. Og samlet set er pladen som en skrabet, rolig tidslomme, man bevæger sig ind i, fordyber sig i og som bringer mindelser om visse sangskrivere i fortiden. Leonard Cohen bliver nævnt i PR-papirerne – og Nick Cave. Og flere kunne fremhæves uden at tage noget fra Michael Rexens fornemme bestræbelser på at realisere sin egen organiske lyd. Vi er langt fra alt for forarbejdet åndelig føde. Så du tager ikke skade af at kaste dig over dette vellykkede album. Hermed varmt anbefalet.

Rexen. The Chauffeur. Produktion: Silas Tinglef. Stunt Records. Udkom 23/1-2026