Hvis man ikke er til vinter-OL, så var sendefladen på dansk pauver i går. Og derfor landede jeg og fruen på DR2, hvor man sendte Alex Garlands 2024-opus Civil War. Hvorfor den ikke hedder Borgerkrig fortaber sig den danske filmdistributions irgange og bekræfter kun den anglo-amerikanske sprogdominans, som den såkaldte kulturminister nu vil føre sprogkrig mod.

Nuvel titlen er måske heller ikke så fandens velvalgt i betragtning af, at det – se fra min lænestol – ikke især handlede om den fiktive borgerkrig, der udspiller sig fiktivt mellem en føderal regering og nogle regionale udbryderstater (Californien og Texas blandt andre).

Ganske vist er borgerkrigen emnet i filmen; men den handler mest af alt om – lige så aktuelt – journalistikkens og specielt krigsfotografiets rolle og status i vor tid.

Vi følger den garvede krigsfotograf Lee Smith (Kirsten Dunst), journalistkollegaen Joel (Wagner Moura), deres fælles mentor Sammy (Stephen Henderson) og den tilløbne krigsfotografspire Jessie (Cailee Spaynee), der sammen vil til Washington for at gennemføre et interview med præsidenten.

Og vi følger firkløverets rejse gennem et kæmpende Amerika, hvor meget af dialogen består i en fortsat snak mellem Smith og hendes unge fan, lærling og konkurrent Jessie om meningen med selve deres metier. Smith er den garvede, guldrandede fotograf, der undervejs har mistet noget af sin menneskelighed og er endt i en kold kynisme, hvor det mest af alt handler om at få det bedste ”skud” i kassen og ikke om de menneskelige lidelser, som kameraet fanger. Og for Jessie er det en rejse med konstante uskyldstab og et spinkelt forsøg på at bevare sin menneskelighed midt i slagterierne.

Jeg vil ikke genfortælle handlingen, der er spændende nok, men ikke på nogen måde overraskende eller nytænkende. Nærmest forventelig og forudsigelig. Det interessant er – igen set fra min lænestol – den diskrete tematisering og debatteren af den journalistiske virkelighed i vor tid. Hvad er journalistikkens og krigsfotografiets rolle i vor tid? Blot køligt at dokumentere, hvad der sker over for linsen? Eller? I filmens sidste billeder ser man den unge, nu noget klogere, Jessica og hendes kamera. Måske som et billede på, hvad instruktøren vil sige om den sag: At journalistikken ikke må miste sin uskyld og naivitet i registreringen af, hvad der sker i en verden i opløsning. Men se selv og tænk dit.