Bedst som man har vænnet sig af med at se krimier, så dukker der en op her midt i vinterkulden og Vinter-OL. Oven i købet en god en af slagsen. Drabsspecialist Ellis insisterer DR på at omdøbe (Inspector) Ellis. Måske for at lokke husarerne til?! I hvert fald er det ikke nødvendigt med dramatiske titler for at gøre serie seværdig.
Denne gang handler serien om den mørklødede DCI Ellis, der bliver sendt ud i provinsen for at opklare forbrydelser, som det lokale politi har svært ved at få hold på. I første afsnit sendes hun til Hanmore, hvor en ung mand findes dræbt i en bil og en ung kvinde er forsvundet. Begge med relation til hinanden. Og i Hanmore får Ellis hjælp af den unge betjent Chet Harper, som kommer til at følge hende fremover.
At hovedpersonen er en sort kvinde giver anledning til, hvad man forsigtigt kunne kalde scener med et lille gran af hverdagsracisme. Det lokale politis ledelse kan ikke lade være med at vise deres forundring over, at de nu skal ledes af en sort kvinde. Men – som det ofte sker – efterhånden som Ellis viser, at hun er mere end almindelig komptetent i sit arbejde, så afløses hverdagsracismen af almindelig vrangvillghed (for nogens – blandt andet den lokale leders) side og stor respekt fra andre politifolk.
Jeg har kun set første afsnit, men allerede nu kan jeg sige, at det er en serie med kvalitet. Den holder. Og det er ikke mindst i kraft af hovedpersonen (spillet af Sharon D. Clarke), den analytisk skarpe Ellis, der med lige dele intuition og grundsolid efterforskning finder frem til forbryderen og den forsvundne pige. Første afsnit lover rigtig godt for de efterfølgende. Også fordi samspillet mellem Ellis og den unge Harper viser sig at fungere rigtig godt, da de først har fået føling med hinanden.
Første sæson består af tre afsnit af hver en spillefilms længde; og der er allerede en anden sæson på vej (optaget i 2025).