Jeg måtte lige slå det ord – “indfald” – op. Fordi det ikke falder mig ind så ofte – mere. Indfald: ”
pludselig opstået tanke eller idé; noget der pludselig falder én ind ” forklarer Den Danske Ordbog om den betydning, der gælder her (der er tre andre betydninger…). Og når jeg sidder og skriver – jeg sidder her ved mit vaskbare tastatur, samtidig med at jeg balancerer min sorte Montblanc Meisterstück mellem højre hånds tommel- og pegefinder – så får jeg ofte disse indfald. Ikke altid kommer de ned på papiret eller skærmen, men trækker sig bare tilbage det sted, hvor de kom fra. Men i dag måtte indfaldet bare manifestere sig.
Det begyndte med kedsomhed. Et barn kedede sig på netttet. Og nogen dokumenterede det billedligt. Og jeg spejlede mig straks i drengen og huskede alt for tydeligt, hvordan det var at blive ramt af kedsomhed. Jeg har fortalt, hvordan det blev anledning til et erkendelsesmæssigt spring, da jeg besluttede at bekæmpe kedsomheden – og siden har gjort det med stort held. Og medens jeg sådan sad der og betragtede drengen, der kunne være en slags genspejling af mig selv som lille purk, kom sætningen til mig: “Kedsomheden er de skøre ideers moder“. Netop. Det er det kedsomheden er. Så det gælder om at generere en skør idé. Og så komme videre.
Og straks var jeg videre, havde griflet ovenstående (plus noget andet i en notesbog) ned, og drengen fortonede sig i internettets flaksen og erindringens tågedis.
Hvad alt dette har med denne lille sang at gøre, er (ikke) godt at vide. Men i hvert fald er John Sebastian og Lovin Spoonful i det hele taget nogle, der skal med på min famøse øde ø, når klimakatastrofen nødvendiggør min migration….
…intelligente mennesker keder sig aldrig…