Man behøver ikke at se krimier for at få spænding til aftenkaffen. Det blev jeg overbevist om, da jeg fik set den svenske drama-serie Jeg tog ned til bror på DR1. I en tid, hvor sendefladen er lige så indefrossen som casa (vinter-OL), hvor fraværet af nye krimier er beklagelig og resten er værd at gå glip af, så kommer en sådan serie belejligt. Og den kom oven i købet med pæne anbefalinger rundt omkring.

Serien, der er en filmatisering af en romanserie – Jana Kippo-serien – følger den unge kvinde Jana, fremragende spillet af den unge Amanda Jansson (kendt fra politiserien Thin Blue Line og Beck), der rejser hjem til sin barndoms landsby i det nordlige Sverige for at besøge sin broder, der har slået sig på flasken. Men efterhånden ligner besøget i barndomshjemmet mest af alt et påskud for at rejse tilbage i fortiden – til barndommens og ungdommens år, som ligger gemt som snedækket i landskabet i landsbyen som et tæt væv af løgne, hemmeligheder, fortielser, traumer, som nærmest holder beboerne fast i fortiden.

Jana begynder langsomt at trevle fortidens tunge net op; begyndende med broren, som hun får til at stille flasken væk, gå i bad. Hun gør rent i huset og lufter planer for broren. Han skal blandt andet tilbage til det lokale jagtselskab og igen begynde at holde høns.Og derfra går det slag i slag. Hun indleder et forhold til den mord-mistænkte John og  får hurtigt job ved hjemmeplejen, som er en veritabel nøgle til mange af de traumatiserede landsbybeboere og deres hemmeligheder. Og skridt for skridt lykkes det Jana sammenbidt og næsten uden at fortrænge en mine at trænge gennem den ene løgn og hemmelighed efter den anden og også komme ind til kernen i sin egen barndom; en barndom med to dysfunktionelle forældre, misbrug, vold osv.

Og fortællingen er lige så spændende som nogen krimi, især i kraft af hovedpersonen Jana, der i hver eneste scene og hver eneste kameraindstilling udstråler en særlig, nervøs, knuende intensitet, der gør, at man hele tiden forventer, at der i næste klip vil ske noget afgørende. Hvilket der så også gør.

Der er noget detektivisk over den måde, hvorpå Jana målrettet og skridt for skridt optrevler sandhederne om sin og de andres fortid, hvor det ene spor efter det andet fører hende frem, afslører hemmeligheder, dementerer løgne og kaster lys over personernes traumatiske liv. Jeg kan kun anbefale, at man giver den en chance.