Om få dage, nærmere bestemt den 24.februar, fylder Keld Heick 80 år. Og nogenlunde samtidig stopper hans og fru Hildas liv på koncertscenerne. Og i den forbindelse har Danmarks Radio lavet en portrætudsendelse – Keld Heick -Kongen af dansk pop – som blev vist på kanal 1 i går aftes. Og den måtte jeg se, eftersom jeg har fulgt Heicks karriere siden dengang han i de tidlige tressere – i 1963 mere præcist – dukkede op sit pigtrådsorkester Keld & The Donkeys, der gjorde sig godt ved den tids mesterskaber i beatmusik,

Som Heick fortæller i programmet, så holdt pigtrådsæraen ikke så længe – i hvert fald ikke for ham og hans gruppe – men afløstes i 1966 af dansktopmusikkens gennembrud. Som andetsteds beskrevet så blev han, da han opholdt sig i Esbjerg, ringet op af en pladeproducent, der ville have, at han og æslerne indspillede Karlssons og Arfmanns gamle sang ”Ved landsbyens gadekær”. Sikkert, fordi man vidste, at der var efterspørgsel (og dermed også penge i) dansksproget popmusik. Selv om det var en vej væk fra den lidt rebelske pigtråd, så blev sangen indspillet og blev, som Klaus Lynggaard rammende formulerer det med et bedaget udtryk i dokumentaren, en sand ”landeplage”. Så stor blev succesen, at singlen holdt Beatles og deres ”Yellow Submarine” fra hitlistens førsteplads og endte med at blive det års mest solgte single overhovedet. Hvad man var vidne til, var intet mindre end dansktopmusikkens store gennembrud og et forvarsel om, hvad der ville komme til at ske fra den kant. En fortrængt og mange steder ugleset folkelig musikalsk genre viste sig at være en guldgrube for pladebranchen – og en velkommen levevej for en sangskriver som Keld Heick, der især forstod at skrive danske tekster til popsange.

Og derfra gik det slag i slag. Samarbejdet med The Donkeys holdt til 1980, og kort tid efter begyndte Keld at optræde med sin kone Hilda, der ud over at være Kelds bedre halvdel også kunne synge. Senere kom rollen som sangleverandør til Melodi Grand Prix til og sikrede parret en levevej i årene frem til 1989, hvor også det fik en ende. Siden har han og Hilda holdt den kørende, indtil i år, hvor de så har truffet beslutningen om at stoppe med at optræde. Men lur mig, om ikke Keld fortsat vil skrive en sang i ny og næ, når efterspørgslen er der!?

Dokumentaren er regulær og lige ud ad landevejen, hvor Keld – godt suppleret af Hilda og datteren Annette – fortæller ærligt og redeligt om succesen, men også om de problemer, der har været undervejs – lige fra forældrenes modstand mod parrets giftermål, problemerne med at få familieliv og karriere til at hænge sammen (økonomisk, arbejdsfordelingsmæssigt, samlivsmæssigt osv.), problemer med at være i offentlighedens søgelys (bagtalelse, dårlig omtale i pressen med mere) og så videre. Og man får indtryk af, at det langt fra har været en dans på roser, men også, at Keld og Hilda har forstået at stå fast på deres eget udgangspunkt og holde fast i, hvem de var. De var en del af den generation, som ungdomsoprøret udsprang af, men havde nok at gøre med at holde sammen på sig selv, familien og livet i musikkens tjeneste. Og i programmet lykkes det Keld og Co. at holde fast i sig selv, så de ikke bliver et nemt offer for det journalistiske omfavnelsesforsøg.