I 2009 skrev jeg følgende efter at have set filmen Die Hard 4.0 (2006):

I går aftes så jeg omsider Bruce Willis’ fjerde ombæring som politimanden Mclane, der ordner ærterne for – ja, stort set – hele verden. Jeg har set de foregående tre og har været godt underholdt. Hverken mere eller mindre. Underholdt på den betingelse, at man kan sluge kameler. Og kamelen i denne sammenhæng er den ærkeamerikanske dyrkelse af individualisten – den ensomme ulv, der ikke kan få familielivet til at fungere – der gør det, der er nødvendigt, for at redde verden. En moderne, men allerede lidt bedaget, udgave af halvtredsernes gun-slinger-hævner fra de store western-sagaer.

Hvis man lader de kritiske briller ligge på hylden og accepterer, at hovedpersonen med indlysende selvfølgelighed kan bekæmpe fx en kamphelikopter og et jagerfly, så er man godt underholdt i et par timer af historien om, hvordan øretæver kan ordne et globalt (=amerikansk) it-sammenbrud tilvejebragt af en tidligere offentlig ansat it-ansvarlig.

Den formildende omstændighed ved Die Hard-filmene er Bruce Willis, der selv i de mest alvorlige scener kan trække på smilebåndet og fyre en humoristisk one-liner af.

I går aftes landede jeg så på opfølgeren Die Hard – A Good Day To Die Hard og må med beklagelse sige, at jeg var dårligt underholdt. Med denne den fjerde del af Die Hard-franchisen (fra 2013), som DR genudsender for tiden, må jeg sige, at den minimalt charmerede præmis, der har båret især de to første film – den ensomme “sherif”, der ordner verden med propre næver og våben og et glimt i øjet – er borte til fordel for et kaos af vold og ødelæggelse. Bedre blive det ikke af, at historien er henlagt til Rusland, så amerikanernes spegede forhold til arvefjenden mod øst, kommer til at misfarve historie ved blot at rendyrke de amerikanske rygmarvs-fordomme; oven i købet med den pointe, at russerne – når alt kommer til alt – er styret af det samme som amerikanerne: penge. Selv om Bruce Willis forsøger at puste lidt liv i sin McClane-figur, så lykkes det ikke rigtig for ham at slippe ud af den ynkelige farmand-rolle, han er skrevet ind i. Barberer man alle biljagterne og ødelæggelser væk, så er der kun tilbage en meget tynd historie om en far, der redder i uvorne søn fra problemer, han aldrig skulle have været rodet ind i. Jeg var end ikke tilnærmelsesvist underholdt af denne film. Så er det sagt.