Forleden dag kunne vi læse i pressen, at stort set ingen danskere lever op til myndighedernes råd om sund levevis. Til trods for, at sundhedspolitiken har kørt i årevis og fortalt os om, hvad vi bør spise og hvad vi bør undgå. Jeg læste også et sted for nylig, at noget af det sundeste danskerne satte til livs var en flad rugbrødsmad. Tja, så meget for sundhedspolitik og propaganda fra veganere og andre kostradikale medborgere.
Og så var det jeg kom i tanke om mit første møde med offentlig sundhedsvejledning – madpyramiden, som i år fylder 50 år. Som jeg husker det, så var det i skolen på væggen hos skolelægen den farverige plakat hang og viste os, hvad vi skulle spise mest af og hvad vi skulle holde igen med. Jeg bildte mig ind, at jeg mødte den allerede i folkeskolen, men åbenbart lider jeg af en fejlerindring lige der, for pyramiden har kun halvtreds år på bagen og blev altså indført i 1976, hvor jeg var i gang med mine universitetsstudier. Alligevel har den altid været i min tanker, når jeg har læst alskens nyheder og informationer om såkaldt sund mad og sund levevis -nok fordi den var og er såre enkel og pædagogisk. At jeg så nok aldrig har fået den fuldt implementeret i min egen opdragelsesmæssigt belastede levevis er en helt andet sag, der måske fortæller noget om, hvor svært det er at ændre på såkaldt indgroede vaner. Ja, jeg har nok for længst foretaget mine valg med hensyn til de sundhedspolitiske råd og vejledninger med flere kompromisser og enkelte afvisninger – fra min side. Og jeg har for mange år siden fået en vis immunitet over for sundhedspolitiske nyheder. Jeg mindes engang for mange år siden, at jeg læste i en avis, at man kunne få kræft af at spise havregryn – en spise, jeg indtager dagligt og har gjort det så langt tilbage jeg kan huske. Men det krævede, at man spise flere hundrede kilo om ugen… Nej, ikke alle nyheder bliver genstand for journalistiske efterkritik. Men – til lykke til madpyramiden, der i anledning af jubilæet får en ny plakat, der runddeles til mange skoler. Held og lykke med det.
Shit jeg er også på havregryn om morgenen?