Ingen tvivl om det. 1960’erne og 1970’erne er blevet historiske perioder. Dem, der var unge dengang er kommet i en alder, hvor dengang er erindring og minder, medens yngre generationer forholder sig til årtierne som historie. Og derfor er det også vigtigt, at de bearbejder disse årtier som sådan – med historisk metode og med udviklet sans for de to årtiers betydning dengang og for eftertiden.

Derfor er det også med en lidt fad smag i munden, jeg sidder tilbage efter at have set dokumentaren om Pædagogerne der ville ændre verden (genudsendes i eftermiddag og ligger på DRs arkiv)., hvor et barn af to af pædagogerne har sat sig for at lave en dokumentar om dengang. Dokumentaristen vil vende tilbage til dengang, hans far og mor – sammen med nogle pædagogvenner – lavede et kollektiv uden for Århus (i Sall), hvor de ville hjælpe unge med alskens problemer – fængsel, misbrug, psykiske lidelser – til at få et bedre liv. I stedet for behandlersamfundets professionelle tilbud og behandling, ville man sætte fælleskabet med nogle voksne, der ikke først og fremmest fremstod som pædagoger, men som ligeværdige med-kollektivister. Og ideen som sådan er god nok. At føre de gamle pædagoger sammen til en snak om det, der skete, suppleret med samtaler med nogle af de unge, og den betydning, det fik for dem selv og de unge, der blev en del af det.

Og selv om dokumentaren efterlader et indtryk af et idealistisk projekt, der rummede mange problemer, så hersker der heller ingen tvivl om, at noget også lykkedes. Nogle af de gamle har stadigvæk idealerne i behold, selv om de har fået nogle alvorlige skrammer og knubs, og flere af de unge, der var med, har en positiv erindring om en tid, der fik betydning for deres videre liv.

Men, det må også siges, at realiseringen af dokumentaren fremstår for amatøragtig og slap. Som et venstrehåndsarbejde, der sådan er blevet til, medens andet arbejde også skulle gøres. Derfor fremtræder selve fremstillingen af mødet mellem de gamle og deres med-kollektivister rodet og temmelig ustruktureret. Der er problemer med lyden, og selve beretningen fortjener en professionel opstramning. Resultatet er, at udsendelsen som historisk dokumentar bliver tabt lidt på gulvet; og man kan godt frygte, at mange af dem, der ikke var med dengang i halvfjerdserne, får et lidt forkert billede af ungdommelig idealisme og et velment og et stykke hen ad vejen et vellykket projekt. Desværre.