Omsider er der nyt fra duoen Vinyl Floor – Daniel Pedersen og Thomas Charlie Pedersen. Deres femte album fik en varm anbefaling herfra i 2022; og nu er sekseren så ude. Og hurra for det, for det er et album, der lever fuldt op til de forventninger forgængeren dannede i mit hoved.
Funhouse Mirror, som 5’eren hed, handlede meget om det “cirkus”, vores fælles verden er. Og den nye skive hedder Balancing Act og handler også på sin måde om at håndtere det forbaskede liv, vi er fælles om at gennemleve. Og det er – med titelsangens ord – en balanceakt:
They say life´s a balancing act/ They´re all full of shit/ ‘Cause I still feel like an idiot/ Balancing, balancing/
They say life´s just a random fact/ But now I can´t feel my limbs/ I won´t get anywhere/ Though I try harder everyday/ I´m far from home/ Hear me out/ There´s no faith between good and bad/ There´s no faith between good and bad/ Some are born to sweet delight/ Some are born to endless night
Når verden er som en knivsæg, så gælder det om at balancere på denne. Og det gør Vinyl Floor med deres blatante lyrik, der ikke kerer sig om sprogblomster og udvendig pynt men holder sig til hverdagens ligefremme uden omsvøb.
Og teksternes ærlige snak passer som fod i hose til sangene – tretten stykker i alt – byder på en velgørende omgang powerpop. Med stærkt fængende melodier, smittende vokaler (som de to deles om) og medrivende, kropsappellerende arrangementer. Pedersen og Pedersen kan deres powerpoprock på rygradden og trækker smagfuldt på alskens inspirationspunkter i genrens lange historie. Ingen nævnt, ingen glemt.
Men vigtigst af alt, så har Vinyl Floor leveret en plade, der på min afspiller kandiderer til at blive årets powerpoprockalbum. Og så skal der ikke gå så længe, før vi får den næste – vel?! Hermed varmt anbefalet.
Vinyl Floor. balancing Act. Produktion: Daniel Pedersen. Karmanian Records. Er lige udkommet.