I følge DR Nyheder så er det 150 år siden Alexander Graham Bell opfandt det, vi kender som telefonen. Selv om kloge historikere kan pille lidt ved den ære, de er knyttet til Bells navn, så er det sikkert og vist, at vi har haft apparatet i så mange år. Mine egne erindringer går tilbage til den sorte bakelittelefon, mine forældre fik anskaffet i barndomshjemmet. Jeg husker den ikke fra baggården i Esbjerg, men i parcellen ude i Sædding havde den sin centrale plads i entreen på en dertil indrettet hylde lige ved indgangen til stuen. Så kunne man høre den klart både i køkkenet og stuen – og hele huset for den sags skyld, for dens ringen var ikke til at overhøre. Og så var “kulturen” omkring brugen en helt andet end den, der knytter sig til den håndholdt, vi har i dag. Dengang ringede man kun, når der var behov for det. Og telefonen ringede kun, når det var nødvendigt. Og – det var kun en tele-fon. Ikke noget med tekst og billeder – det var forbeholdt folk med fremtids-fantasier.

Jeg husker også svagt min morfars, grovsmedens, telefon, der var stor og af træ og hang på væggen i hans entre. Med et lille håndsving, der skulle aktiveres, når man kaldte centralen (hvor min tante Agathe sad og håndterede forbindelserne) .  Min morfar var i øvrigt den allerførste i landsbyen, der fik telefon (og bil osv.), fordi grovsmeden havde en helt særlig status dengang, på linje med præsten og degnen (skolelæreren).

Jeg husker også – og har vist nævnt det før – at den sorte bakelittelefon bar præg af, at mine forældre var rygere. Nede i telefontragten lå der smulder efter cigaretter og cerutter. Og lugten var derefter. Men sådan var det dengang, hvor det var såre almindeligt at ryge i hjemmene.

Da jeg selv fik telefon, mange år senere, havde jeg mange forskellige. Primært fordi min kone var ansat ved telefonien og derfor fik alskens telefoner med hjem f. eks i forbindelse med firmaet jubilæer og så videre. Inden da havde jeg kun en envejstelefon på kollegiet (man kunne modtage opkald, ikke ringe ud) og var ellers henvist til telefonbokse, som der var mange af. Det fungerede faktisk fint. Den eneste ulempe ved telefonboksene var, at man kunne risikere, at der var kø uden for boksen, så man måtte skynde sig at få sagt, hvad man ville. Men det var til at leve med.

Jeg ønsker mig ofte tilbage til dengang telefonen havde den status. Jeg er ikke vildt begejstret for mobiltelefonens alt for dominerende status i vores tid; og derfor har jeg planer om at anskaffe mig en såkaldt dummyphone. Det er simpelthen en mobil, man kun bruger til at tale i og sende sms. Så kan man have alle sine apps på en anden mobil, der fungere som en mindre tablet. Det eneste denne operation kræver er, at jeg får et ekstra simkort, som jeg kan sætte i en af mine gamle mobiler, der så er dummyphonen. Tja, sikke en udvikling på 150 år.