Han lærte min generation at stave til skældsordet fuck, da han i 1969 optrådte på Woodstock Festivalen. Gimme an F, gimme a U… som en ny version af ”The Fsih Cheer” i sangen !I-Feel-Like-I’m-Fixin’-To-Die-Rag”. Joseph Allen McDonald, kaldet “Country Joe”, stod i forgrunden af bandet Country Joe and the Fish, en folk-rock-gruppe, der om nogen stod for den folkelige modstand mod Amerikas krig i Vietnam.

Og Joe vidste godt, hvad det ville sige at være soldat i den amerikanske hær, for som ganske ung tilbragte han tre år, udstationeret i japan. I årene efter blev han en del af det spirende folkmiljø i Californien, hvor han spillede (”buskede”) på Telegrah Avenue. Snart dannede han sine første grupper Berkeley String Quartet og Instant Action Jug Band, der også rummede Barry Melton, som ville følge Joe i årene frem.

Joe, der havde en jødisk, kommunistisk familiær baggrund (og efter sigende fik sit navn Joe efter Joseph Stalin, som i krigsårene fik øgenavnet Country Joe) involverede sig hurtigt i politiske bevægelser, der talte for ytringsfrihed og demonstrerede mod Vietnam-krigen. Og det politiske arbejde førte til dannelsen af Country Joe and the Fish, hvor ”the Fish” var øgenavnet for Barry ”The Fish” Melton. Og i 1965 optrådte bandet offentligt for første gang sammen med The Fugs og digteren Allen Ginsberg.

Country Joe and the Fish fik stor succes og forstod at blande tidens psykedeliske smag med folk og rock. Deres første album med den fornemme titel Electric Music For The Mind And Body (1967) solgte godt og lå længe på hitlisterne. Og sammen med opfølgeren I-Feel-Like-i’m-Fixin’-to-Die (samme år) fremstod bandet som det førende i den folkelige kamp mod krigen i Vietnam. De var også heldige at komme frem lige i The Summer of Love og blev en del af det store musikalske fælleskab, der var i det musikalske miljø i Californien. Bandet blev opløst i 1970 efter at have udgivet albummet Here We Are Again. Og Country Joe fortsatte som solist og fik udgivet et hav af albums.

Sjovt nok fik Country Joe and the Fish aldrig helt den samme status hos kritikere som andre af tidens store bands. Jeg husker engang, hvor en førende radio-dj nedgjorde albummet Here We Are Again for åben mikrofon, fordi han mente, den ikke holdt længere. Vi var et stykke inde i halvfjerdserne. Måske var det gruppens klart politiske tendenser, der gjorde udslaget. I hvert fald er netop det album et af de musikalsk set meste tilfredsstillende i gruppens produktion (efter min mening).

Nu er Country Joe ikke mere. Han led på sine gamle dage af Parkinsons og døde af komplikationer i forbindelse med den sygdom.